250.000 i Region Sjælland på vej til re-vaccination

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Zand.News – Region Sjælland inviterer cirka 15.000-22.000 borgere til re-vaccination hver uge.

Region Sjælland er klar til at tilbyde borgerne re-vaccination, det vil sige det 3. vaccinationsstik mod COVID-19. det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Situationen under kontrol takket være vaccinerne

»I øjeblikket nyder vi generelt godt af genåbningen af samfundet med den vante frihed, som det giver. Mindre end ét år efter total nedlukning og mange COVID-19 patienter på vores sygehuse, er situationen under kontrol takket være vaccinerne. Sådan skal det helst fortsætte, så jeg vil opfordre alle til at booke en tid,« siger regionrådsformand Heino Knudsen (S).

Borgerne modtager invitation til 3. stik 6 måneder og 14 dage efter, at de har fået 2. stik. Alene i Region Sjælland blev der inviteret cirka 20.000 borgere til re-vaccination i går. De kommende uger inviteres mellem 15.000-22.000 borgere hver uge.

I første omgang bliver 250.000 borgere i Region Sjælland inviteret til re-vaccination. Det er særligt ældre og sårbare, det vil sige de borgere, som hele vaccinationsindsatsen startede med, der er de første til at få tilbuddet.

Regionen anbefaler, at man bestiller tid til vaccination

»Personalet på vores vaccinationscentre er klar til at tage imod, men når så mange borgere skal igennem, er det bedst, hvis man booker en tid på vacciner.dk i stedet for bare at komme forbi uden tidsbestilling, selvom den mulighed stadig findes,« siger Heino Knudsen.

Han glæder sig samtidig over, at vi kan se frem mod jul og nytår uden den smittespredning og det pres på sygehusene, som vi desværre oplevede sidste år.

Der er drop-in på vaccinationscentrene i Køge, Roskilde, Slagelse, Holbæk, Næstved, Nykøbing Falster og Maribo, mens der er mindst ét vaccinationscenter i hver kommune.

Man kan altid se seneste overblik på coronasmitte.dk. Hvis man vælger at møde op uden forudgående tidsbestilling, skal man være indstillet på, at der kan være kø.

Indsatsen ligger i forlængelse af en national beslutning

Det er de nationale sundhedsmyndigheder, der ud fra en sundhedsfaglig vurdering har besluttet at indlede re-vaccination af den almene befolkning.

Sidst på året vil de nationale sundhedsmyndigheder vurdere, om, og i givet fald hvornår, re-vaccinationsprogrammet skal fortsætte efter årsskiftet.

Hvis man som borger har spørgsmål til COVID-19 eller vacciner, kan man ringe til Region Sjællands Corona Call Center på telefon 70 20 42 22.

Fakta om vaccination og re-vaccination:

  • Book tid på vacciner.dk.
  • Borgerne inviteres til re-vaccination. Det sker ud fra, hvornår man har afsluttet sit primære vaccinationsforløb. Der inviteres ikke længere efter de tidligere kendte målgrupper.
  • Alene i Region Sjælland blev der inviteret cirka 20.000 borgere til re-vaccination i går.
  • De kommende uger inviteres mellem 15.000-22.000 borgere hver uge.
  • I første omgang bliver 250.000 borgere i Region Sjælland inviteret til re-vaccination. 3. stik tilbydes særligt ældre og sårbare, det vil sige de borgere, som hele vaccinationsindsatsen startede med.
  • Hvis man som borger har spørgsmål til COVID-19 eller vacciner, kan man ringe til Region Sjællands Corona Call Center på tlf. 70 20 42 22.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Region Sjælland). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.