Første spadestik på landstrømsanlæg til Korsør Havn

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Korsor.News – »Landstrømsanlægget er en af milepælene i vores udvikling mod at blive en moderne og fremtidssikret erhvervshavn. En milepæl der både handler om grøn omstilling, om at udvikle en grøn erhvervshavn og om at være nabovenlig og visionær,« lyder det fra Korsør Havn.

Torsdag blev det første spadestik til et landstrømsanlæg på Korsør Havn taget. Dermed har havnen taget sit første vigtige skridt mod at blive en grøn erhvervshavn. Det oplyses havnen i en meddelelse.

Skal levere strøm til skibe under deres ophold i havnen

Det var en stolt både bestyrelse og direktør, der torsdag den 7. oktober tog første spadestik på etableringen af et landstrømsanlæg i Amerikakajen på Korsør Havn.

Det er der også en god grund ti. Fremover skal det nye anlæg forsyne skibe med strøm, så de ikke skal have egne dieselgeneratorer kørende under ophold i Korsør Havn. Derudover kan anlægget levere strøm til havnens elektriske kraner samt laste- og losseudstyr.

Artiklen fortsætter under billedet.

Første spadestik til nyt landstrømsanlæg på Korsør Havn. Klar med spaden er medlem af havnens bestyrelse og borgmester i Slagelse Kommune, John Dyrby Paulsen (S), i midten havnens formand, Hans Henrik Christiansen, og til højre havnedirektør Jimmi Jørgensen.

»Landstrømsanlægget er en af milepælene i vores udvikling mod at blive en moderne og fremtidssikret erhvervshavn. En milepæl der både handler om grøn omstilling, om at udvikle en grøn erhvervshavn og om at være nabovenlig og visionær,« sagde Hans Henrik Christiansen, der er formand for Korsør Havn.

Det er bestyrelsesmedlem i Korsør Havn og borgmester i Slagelse Kommune John Dyrby Paulsen (S) enig i. Derudover mener Dyrby Paulsen, at havnen med etableringen af anlægget er et godt eksempel for andre virksomheder på, hvordan det nytter at bidrage til den grønne omstilling.

Anlægget vil gøre virksomhederne og regionen grønnere

For direktøren i Korsør Havn, Jimmi Jørgensen, er en grøn, fremtidssikret erhvervshavn helt afgørende for både området og Korsør:

»Det er visionen, at havnen skal udvikles i en grøn og bæredygtig retning,« siger han og fortsætter:

»Det skal vi ikke kun gøre for havnens skyld, men fordi det er på den måde, vi bedst kan understøtte vækst og udvikling af Korsør både som by og erhvervsområde. Med landstrømsanlægget bliver havnens del af regionale virksomheders forsyningskæde grønnere. Og dermed gør vi virksomhederne og regionen grønnere.«

Ifølge Korsør Havn gør anlægget det muligt at levere strøm til 80 procent af de skibe, som anløber Amerikakajen. Det er ikke muligt med fuld dækning af den simple grund, at nogle skibe er for gamle til at modtage landstrøm.

Landstrømsanlægget vurderes at komme til at reducere havnens samlede udledning af C02 ved skibsanløb med 60-70 procent, og Amerikakajen er valgt, da det er der, de største skibe anløber og hvor kranerne bruges mest. Landstrømsanlægget koster samlet 7 millioner kroner, hvoraf 1.5 millioner kroner er tilskud i form af EU-midler. Anlægget forventes klart i starten af 2022.

Øverst: Til venstre er medlem af havnens bestyrelse og borgmester i Slagelse Kommune, John Dyrby Paulsen (S), i midten havnens formand, Hans Henrik Christiansen, og til højre havnedirektør Jimmi Jørgensen. (Foto: Korsør Havn). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.