12 anholdt i lokal aktion mod hvidvask

Læsetid: 3 min.

Zand.News – Målene for aktionen var såkaldte muldyr, der er mistænkt at hvidvaske penge, der stammer fra organiseret kontaktbedrageri, hvor især ældre borgere er blevet kontaktet af gerningsmænd, der udgiver sig for at komme fra eksempelvis Nets, banken eller politiet, for at kunne franarre ofrene personoplysninger eller penge.

12 personer blev i dag anholdt, da Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi var en del af en landsdækkende politiaktion mod hvidvask. Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

135 mistænkte er anholdt på tværs af landet

Målene for aktionen var såkaldte muldyr, der er mistænkt at hvidvaske penge, der stammer fra organiseret kontaktbedrageri, hvor især ældre borgere er blevet kontaktet af gerningsmænd, der udgiver sig for at komme fra eksempelvis Nets, banken eller politiet, for at kunne franarre ofrene personoplysninger eller penge.

Aktionen blev gennemført i koordination med National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). I alt blev cirka 135 mistænkte anholdt på tværs af landet. Ved dagens aktion er der også sikret vigtige oplysninger, som der efterfølgende skal arbejdes videre med.

»Aktionen var rettet mod personer, der enten uvidende – eller med fuldt overlæg – lægger konto til hvidvask af penge, der stammer fra en type kriminalitet, hvor skruppelløse kriminelle udnytter ældre borgeres tillid, til at bedrage dem for store beløb,« siger vicepolitiinspektør Lars Steffensen, der er afdelingsleder for økonomisk kriminalitet hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Gode råd mod kontaktbedrageri:

  • Myndigheder vil aldrig telefonisk bede borgere om at overføre penge til en konto og vil aldrig afhente borgeres betalingskort på borgerens adresse.
  • Udlevér aldrig bekræftelseskoder eller andre følsomme personoplysninger over telefonen.
  • Søg selv myndighedens eller banken telefonnummer frem på internettet og ring til dem.
  • Læg røret på hvis du har mistanke om svindel – og du behøver ikke være høflig.

Undgå at blive et muldyr:

  • Lad ikke andre overføre penge til din konto, som du skal overføre videre.
  • Hæv ikke penge for andre.
  • Er det svært at sige nej, og bliver du utryg ved situationen, kan du sige, at du ikke har dit betalingskort på dig, eller at du ikke har MobilePay

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Slagelse Media). PM/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.