Købte elektronik med en kommunerekvisition

(Artiklen er udgivet for omkring 1 år siden). 

Artiklen er opdateret for 1 år siden.

Slagelse.News – En mand stod på benzintanken på Valbyvej i Slagelse Nordby og tog billeder af elektronik i bagagerummet for mere end 130.000 kroner. Nu skulle han tjene penge, troede han.

Et vidne anmeldte lørdag, at der stod en mand ved en benzintank på Valbyvej og tog billeder af en noget elektronikudstyr, som han havde i bagagerummet, og det så umiddelbart lidt mistænkeligt ud. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Manden havde en faktura fra et elektronikvarehus

En politipatrulje kørte til stedet, og her mødte betjentene en 27-årig mand fra Randers, der havde fire helt nye MacBooks, to nye pc’er og en ny iPhone i bilen. Han viste en faktura fra et elektronikvarehus, hvor det fremgik, at der var varer for mere end 130.000 kroner, og den 27-årige forklarede, at han havde hentet varerne på en rekvisition fra en kommune, og at det var hans plan at sælge produkterne med fortjeneste.

Den 27-årige blev anholdt kl. 13.53 og sigtet for bedrageri, for hans forklaring om, at han handlede på vegne af kommunen, virkede langt fra plausibel. Han blev afhørt på politistationen i Slagelse, og de forskellige varer blev beslaglagt, så de kan leveres tilbage til varehuset. Den anholdte blev løsladt igen kl. 16.10, men er fortsat sigtet.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Hieronymus Ukkel / iStock). DR/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.