Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Zand.News – Der bliver krav om mundbind i kollektiv transport fra lørdag den 22. august. føtex, Netto og Bilka er allerede i gang med at sænke prisen til 3 kroner. Det samme gælder Coops butikker med flere.
Salling Group har sænket prisen på alle mundbind til 3 kroner. Den nye faste pris vil slå igennem i løbet af weekenden på tværs af føtex, Netto og Bilka. Det skriver Salling Group i en pressemeddelelse.
Dermed følger Salling samme vej, som Coops butikker, der også sænker prisen til 3 kroner. Coop vil sende en million mundbind ud i butikkerne hver dag. Det skriver Ritzau ifølge flere medier.
Sælger mundbind til indkøbspris og uden fortjeneste
Allerede fredag tog Salling Group beslutningen om at sænke prisen på alle mundbind til 3 kroner. Den nye faste pris vil slå igennem i alle Salling Groups butikker i føtex, Netto og Bilka hen over weekenden.
»I den aktuelle situation med øget Covid-19 smittetryk er det afgørende, at alle følger myndighedernes anvisninger.
Sikkerhed for både kunder og medarbejdere har fra pandemiens start haft højeste prioritet for Salling Group,« siger Salling Groups direktør for Kommunikation og CSR, Annette Juhler Kjær.
Med de nye retningslinjer vil mundbind være et dagligt behov for de fleste danskere. Derfor sælger Salling Group i den nuværende situation mundbind til indkøbspris og dermed uden fortjeneste.
»Vi har taget højde for udviklingen i retning af et stigende Covid-19 smittetryk gennem de sidste uger. Det betyder, at der er opbygget en solid lagerbeholdning, så vi har ekstra mange mundbind til rådighed for kunderne, hvis det skulle blive nødvendigt,« siger Annette Juhler Kjær.
Salling Group forudser her og nu ingen udfordringer med forsyningssikkerheden, hvis alle handler ansvarligt og løbende køber fornuftigt ind, så hamstring undgås.
Krav om mundbind træder i kraft lørdag den 22. august
Statsminister Mette Frederiks har lige oplyst på et pressemøde, at der bliver krav om mundbind i den kollektive trafik på alle tider af døgnet i hele landet, og at det træder i kraft lørdag den 22. august.
Læs også: Krav om mundbind i den kollektive transport.
Øverst: Mundbind. (Foto: Salling Group). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.