I dag er det J-dag – men også P-dag

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Zand.News – I dag markerer politiet frigivelsen af julebryggen med en landsdækkende indsats mod spirituskørsel.

Traditionen tro afholder mange restauranter og værtshuse over hele landet arrangementer for at markere “J-dagen” – dagen hvor årets julebryg frigives. J-dagen markeres fredag den 2. november 2018 kl. 20.59.

Politiet markerer frigivelsen af julebryggen med en landsdækkende målrettet indsats rettet mod spiritus- og narkotikakørsel. Politiet vil være tilstede de dage og udføre kontroller i anledning af frigivelsen af julebryggen.

»Spritkørsel er fuldstændig uacceptabelt, og det er samtidig noget, som et stort flertal af danskerne tager afstand fra. Der er desværre bare stadig nogen, der ikke har forstået budskabet, og derfor har vi målrettet vores kontroller for at få dem stoppet, før de skader andre eller sig selv,« siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, i en pressemeddelelse fra Sikker Trafik.

Politiet opfordrer derfor til, at man på forhånd aftaler, hvem der skal køre bilen hjem efter festlighederne, eller at man tager en taxa eller bus hjem.

Selv om den generelle holdning er, at det er uacceptabelt at køre i påvirket tilstand, er spirituspåvirkede bilister fortsat involveret i hver 7. dødsulykke.

Der blev sigtet 91 spirituspåvirkede førere i 2017

Ved den tilsvarende indsats i 2017 blev der landet over i løbet af de fire kontroldage sigtet 91 spirituspåvirkede førere, hvoraf 14 var involveret i færdselsulykker, mens 82 førere blev sigtet for at køre i narkotika eller medicinpåvirket tilstand, hvoraf 5 var involveret i færdselsulykker.

Spiritusulykker udgjorde 12 procent af alle ulykker i 2017. 36 personer blev dræbt og 332 kom til skade i spiritusulykker i 2017. Hovedparten af de, der kom til skade i en spiritusulykke, var selv påvirkede.

»Skal man ud at drikke årets første juleøl, er det en rigtig god ide at lade bilen stå hjemme. Står man sidst på aftenen og gerne vil hjem, kan nogen desværre blive fristet til at tage bilen. Det er ekstremt farligt for en selv og alle andre trafikanter, så sørg nu for at have et alternativ til bilen, når du skal hjem fra festen,« siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Sådan stopper du en spritbilist ved festen

Det kan måske føles grænseoverskridende at overtale en anden til at lade bilen stå. Især hvis du ikke er sikker på, hvor meget han eller hun egentlig har drukket.

Her får du syv konkrete råd til, hvordan du kan forhindre en beruset person i at sætte sig bag rattet:

  • Fortæl ham/hende, at du har det skidt med, at han/hun kører
  • Forsøg at tale ham/hende fra at køre og tag evt. bilnøglerne
  • Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden
  • Ring efter en taxa og lån evt. ham/hende penge til taxaen
  • Tilbyd overnatning
  • Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket
  • Hvis han/hun alligevel kører: Ring til politiet på 1-1-4.

Genrefoto: Rigspolitiet.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.