Højsæson for at snyde boligsøgende studerende

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

Husk at have is i maven, hvis du skal på boligjagt i den kommende uge. Mange studerende oplever at betale depositum for en studiebolig, som de aldrig får. Advarslen gælder naturligvis for alle borgere.

Mange unge sidder og venter på at få at vide, om de er optaget på deres ønskede studium. En del af dem har søgt optagelse på en uddannelse i for eksempel København, Odense eller Aarhus. Det kan medføre et ønske om en studiebolig – især hvis man ikke bor tæt på stationen i Slagelse By, på Halsskov eller i Næstved.

Måske sidder den unge oppe for at få svar i nat, men uanset hvornår svaret kommer, så kan det næste projekt blive at finde en studiebolig. Det kan blive en kamp blandt ulve. Særligt for gode boliger med attraktive placeringer samt en overkommelig husleje. Man kan nemt tabe hovedet, hvis der skal tages en hurtig beslutning.

Svært at have is i maven under jagten på studiebolig

Det Kriminalpræventive Råd (DKR) og Københavns Politi opfordrer de unge til at være opmærksomme, så de ikke bliver snydt eller svindlet:

»Det kan være svært at have is i maven, når lejligheden byder sig, men det er vigtigt aldrig at overføre penge, før man som minimum har fået en underskrevet lejekontrakt,« har forebyggelseskonsulent i DKR Anders Young Rasmussen tidligere sagt ifølge Danske Studerendes Fællesråd.

Mange studerende oplever, at de får betalt et større depositum for en lejlighed, som de aldrig får, og de får heller ikke pengene tilbage.

»Man skal altid sørge for at se lejlighed og udlejer fysisk og få en lejekontrakt. Man skal aldrig handle penge under bordet,« har vicepolitiinspektør og efterforskningsleder i Københavns Politi Tommy Keil tidligere pointeret.

Særdeles kreative og hæmningsløse bagmænd

Bagmændene er særdeles kreative og hæmningsløse og malker desperate studerende for penge for dernæst at forsvinde.

Politiet har samlet fem gode råd til jagten på en studiebolig:

  1. Finder du en bolig på internettet, så se efter, om hjemmesiden eller annoncen virker “kunstig”, om den er skrevet på dårligt dansk, eller om den er grafisk dårligt lavet. Ring gerne til personerne eller firmaet bag hjemmesiden og få dobbelttjekket oplysningerne.
  2. Mød din udlejer ansigt til ansigt, og overfør aldrig penge, hvis du ikke har en underskrevet lejekontrakt.
  3. Hvis du har kontakt med en person, der udgiver sig for at være ejer eller udlejer af en bolig, så tjek adressen på lejemålet på Boligejer.dk.
  4. Når udlejer beder om at få indbetalt indskud/depositum, så vær meget på vagt, hvis det er en udenlandsk konto. Mange falske udlejere har konti i udlandet, og når først pengene er overført til en udenlandsk konto, er de svære at få tilbage. Du hæfter selv ved overførsler.
  5. Brug din sunde fornuft og mavefornemmelse. Hav is i maven, og lad dig ikke presse. Hvis et tilbud virker for godt til at være sandt, så er det sikkert også for godt til at være sandt.

Dertil kommer, at du også skal være på vagt, hvis du ikke kan få lov til at se boligen fysisk, og hvis du skal betale med kontanter.


Modelfoto: AntonioGuillem / iStock


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.