Flere og flere børn importerer ulovlige våben

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Zand.News – Politiet har flere og flere sager med import af ulovlige våben. Der er tale om børn ned til 10 år, selvom det er kriminelt. Det koster op til 3.000 kroner og i værste fald fængsel, hvis man er over 15 år.

Syd- og Sønderjyllands Politi har i første halvår registreret 30 sager om import af ulovlige våben, hvor mindreårige er registreret som modtagere. Den yngste modtager er blot 10 år. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Kommer til afhøring hos politiet sammen med forældrene

Den 23. maj i år konfiskerer politiet i Københavns Lufthavn en pakke med tre ulovlige butterflyknive, der er sendt fra Kina til en borger i Syd- og Sønderjylland. Køberen var en blot 10-årig dreng.

Da han er under den kriminelle lavalder på 15 år, kan han ikke straffes for den ulovlige import. Men han får konfiskeret knivene og kommer til afhøring hos politiet sammen med forældrene, hvor der også er en repræsentant til stede for de sociale myndigheder.

Politiet har 30 sager med børn og våben alene i Sydjylland

Det 10-årige barn er den yngste i Syd- og Sønderjyllands Politis opgørelse over anmeldelser i første halvår 2019 om import af ulovlige våben, hvor mindreårige er registreret som modtagere. Opgørelsen omfatter 30 sager, hvor modtagerne er mellem 10 og 17 år.

Der er tale om en lang række forskellige våben:

  • Knojern
  • Peberspray
  • Springknive
  • Butterflyknive
  • En slangebøsse
  • En totenschlæger
  • Skjulbare knive (knive, der for eksempel er skjult i et armbånd, en kuglepen eller er udformet som et plastikkort)
  • Halsknive (en kniv i en skede, som ved hjælp af et bånd hænges om halsen. På denne måde kan kniven trækkes med én hånd).

Man kan med få museklik købe ulovlige våben på nettet

»Vi har i forvejen været meget opmærksomme på, at man med få museklik kan købe ulovlige våben på nettet. Men det er nyt for os, at børn også er blandt køberne. Og vi mener, at sagerne sender et alvorligt signal om, at forældrene skal være mere opmærksomme på, hvad deres børn foretager sig på nettet,« understreger vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.

Den ulovlige import bliver opdaget i forbindelse med kontrol af post og pakker i lufthavnen. Chr. Østergård peger på, at de mindreårige ofte kender våbnene fra computerspil.

»Vores umiddelbare vurdering er, at de mindreårige slet ikke er klar over, at det er ulovligt at være i besiddelse af de ulovlige våben, fremhæver vicepolitiinspektøren, der samtidig vurderer, at de mindreårige ikke køber knive med mere for at bruge dem i det offentlige rum, men fordi de ser flotte ud – lige som på computerskærmen,« siger Chr. Østergård.

Er den unge over 15 år, vanker der typisk en bøde på 3.000 kroner for besiddelse af ulovlige våben. Og er der tale om skærpende omstændigheder såsom gentagelsestilfælde kan der også blive tale om fængselsstraf.

Hertil kommer en plet på straffeattesten, der blandt andet kan påvirke muligheden for at få et fritidsjob eller en praktikplads i en virksomhed.

Redaktionel kommentar: Børn på 10 år har ikke normalt ikke eget debetkort, og derfor må disse børn have benyttet for eksempel en Wish-app på en forælders smartphone, eller en forælder har købt kniven på barnets vegne.

Øverst: Ulovlig kniv. (Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.