Ekstra vigtigt at huske influenzavaccinationen

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Artiklen er opdateret for 4 år siden.

Zand.News – Borgere med særlig risiko for svær sygdom ved influenza er også i risiko for et alvorligt sygdomsforløb, hvis de bliver ramt af COVID-19 på samme tid. Derfor er det ekstra vigtigt at huske at blive vaccineret.

Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at endnu flere siger ja til tilbuddet om influenzavaccination i år. Influenza udgør nemlig en særlig risiko for mange af de personer, der også er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb, hvis de bliver syge med COVID-19. Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Kombinationen af influenza og COVID-19 er særlig farlig

Influenzasæsonen står for døren, og heldigvis var der sidste år rekordmange, der tog imod tilbuddet om gratis vaccination. De sidste ti år er antallet af danskere, som siger ja tak til influenzavaccinationen, steget fra 563.859 personer i 2009-2010-sæsonen til 888.507 sidste år.

Det er positivt, at så mange siger ja tak til influenzavaccination, fordi vaccinationen beskytter mod et alvorligt sygdomsforløb med influenza.

»Influenza er ikke en alvorlig sygdom for de fleste. Men for personer over 65 år, mennesker med visse kroniske sygdomme og andre i særlig risiko kan influenza udvikle sig meget alvorligt og i nogle tilfælde være livstruende. Derfor anbefaler vi, at man bliver vaccineret, hvis man tilhører en af de grupper, der er i særlig risiko,« siger overlæge Bolette Søborg.

Flere af de personer, der er i særlig risiko for svær sygdom ved influenza, er også i risiko for et alvorligt sygdomsforløb, hvis de samtidig bliver syge med COVID-19. Derfor er det ekstra vigtigt at huske at blive vaccineret i år, hvor vi står midt i en global pandemi.

Hører man til en af de grupper i særlig risiko, bør man bestille tid til vaccinationen hos lægen eller der, hvor man plejer at blive vaccineret.

Nu også gratis vaccination til sundheds- og plejepersonale

I år får social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, læger og andet sundheds- og plejepersonale, der har tæt kontakt til personer i særlig risiko, også tilbud om en gratis vaccination mod influenza. Det skyldes den nuværende situation med COVID-19.

»Når sundheds- og plejepersonale bliver vaccineret, beskytter de samtidig de særligt udsatte borgere og patienter, som de har tæt kontakt med, mod influenza. Det er et særligt tilbud i år, hvor vi både har influenza og COVID-19 på samme tid,« siger overlæge Bolette Søborg.

Influenzavaccinationen er en del af en større vaccinationsindsats

Som noget nyt er det i år også muligt at få en gratis vaccination mod pneumokokker, hvis man er fyldt 65 år eller er i særlig risiko af en anden årsag. Pneumokokker kan forårsage sygdomme som meningitis, blodforgiftning og lungebetændelse.

»Vi anbefaler, at alle danskere over 65 år bliver vaccineret mod både influenza og mod pneumokokker. Det er en god idé at bestille tid til begge vaccinationer samtidig, så du kun skal af sted til lægen én gang, for du kan godt få dem begge på samme tid,« siger Bolette Søborg og fortsætter:

»Hvis du er i tvivl om, om du er i særlig risiko og kan få den gratis vaccination mod pneumokokker, eller om du tidligere har fået vaccination mod pneumokker, kan du kontakte din læge, som kan vejlede dig.«

Følgende grupper er omfattet af tilbuddet om gratis influenzavaccination:
  • Alle personer, der er fyldt 65 år.
  • Personer med visse kroniske sygdomme.
  • Gravide i andet og tredje. trimester.
  • Svært overvægtige.
  • Andre personer i særlig risiko.
  • Førtidspensionister.
  • Personale i sundheds- og plejesektoren, der har opgaver med pleje, omsorg og behandling af borgere, der er i særlig risiko for et alvorligt forløb med influenza.

Læs mere om målgrupperne på: sst.dk.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Open Clipart / Pixabay). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.