DSB lukker billetautomaterne til nytår

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Zand.News – Billetautomaterne lukker den 31. december 2021 og åbner i løbet af den første dag i det nye år.

DSB’s udendørs automater lukkes ned den 31. december 2021, og det forventes, at alle automater er genåbnet i løbet af den første dag i det nye år. Det oplyser DSB i en meddelelse.

Køb billetten på Rejsekort eller DSB App

De lukkede automater vil være udstyret med skilte, der informerer om de alternative muligheder, kunderne har for at købe billetter.

Det er fortsat muligt at benytte de indendørs billetautomater, Rejsekort eller DSB App, hvor man kan købe billetter samt bestille og afhente gratis pladsbilletter.

Desuden kan man købe billetter på DSB.dk, i 7-Eleven-butikkerne på stationerne eller i Salg & Service-butikkerne på Københavns Hovedbanegård, Odense Banegård Center og Aarhus H (se åbningstiderne på dsb.dk).

I Københavnsområdet, hvor langt de fleste kunder kører på DOT Periodekort og Rejsekort, er det desuden muligt at købe billetter på DOT Billetter App eller SMS-tjenesten 1415.

En enkelt billetautomat koster 250.000 kroner

DSB’s informationschef Tony Bispeskov forklarer, at lukningen af automaterne er den rigtige løsning, fordi den skaber færrest gener for kunderne:

»Vi er nødt til at lave denne kontrollerede nedlukning af automaterne, hvis vi skal undgå det omfattende hærværk, der kan sætte automaterne ud af spillet i en længere periode,« siger han.

Fakta om billetautomater:

  • En ny billetautomat koster 250.000 kroner.
  • Med lukningen af automaterne har DSB minimeret hærværket.
  • Omkring nytåret 2007/2008, som var det sidste år, inden DSB begyndte at lukke automaterne, ødelagde hærværksmænd 47 automater.

Øverst: Slagelse Banegård. (Foto: Slagelse Media). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.