Dansk dagligvarehandel: Der er varer nok!

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Artiklen er opdateret for 4 år siden.

Zand.News – Salling Group, Coop, Dagrofa og Rema 1000 opfordrer kunderne til at købe ind, som de plejer. Så vil der være nok til alle.

Coronavirusen (COVID-19) har fået mange til at spekulere over, om der er dagligvarer nok i butikkerne. Det er der, hvis forbrugerne handler, som de plejer, og ikke øger deres indkøb helt ekstraordinært.

Det skriver Salling Group, Coop, Dagrofa og Rema 1000 i en fælles pressemeddelelse, som er udsendt af Coop Danmark.

Butikkerne får løbende forsyninger på alle varegrupper

Indtil nu har danskerne generelt taget det mere roligt, end man har set i visse andre lande, hvor forbrugerne har øget deres indkøb af daglige fornødenheder markant.

I Danmark er der foreløbig kun begrænsede udsving, der kan betyde, at enkelte basisvarer er udsolgte i perioder.

Men butikkerne vil løbende få friske forsyninger på alle varegrupper – der kan dog være særlige udfordringer med håndsprit.

Derfor opfordrer Salling Group, Coop, Dagrofa og Rema 1000 kunderne til at købe ind, som de plejer. Så vil der være nok til alle. Det skriver de i pressemeddelelsen.

Folk er allerede i gang med at hamstre

De sociale medier har mange opslag og kommentarer om, at supermarkederne er fulde af mennesker, som fylder deres indkøbsvogne, og som tilsyneladende hamstrer indkøbsvarer.

TV2 Øst skriver, at kunderne strømmer til supermarkeder flere steder i landet for at købe især gær, mælk og brød. Samtidig viser mediet et billede fra Bilka i Slagelse, hvor folk står i kø onsdag aften.

Opdateret: Artiklen er opdateret med reaktioner fra de sociale medier og med en henvisning til TV2 Øst.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Salling Group). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.