Alt for mange unge er fulde på cyklen

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Zand.News – En stor del af teenagerne bruger dagligt cyklen, hvilket er godt for både deres helbred og miljøet. Men alt for mange unge tager også cyklen, når de er fulde – og det er et problem, lyder advarslen fra Rådet for Sikker Trafik.

Knap hver tredje teenager tager cyklen, selv om de er for fulde til at cykle sikkert. Det viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik. En ny kampagne opfordrer dem til at lade cyklen stå. Det skriver Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

Advarer unge mod at cykle beruset

En stor del af teenagerne bruger dagligt cyklen, hvilket er godt for både deres helbred og miljøet. Men alt for mange unge tager også cyklen, når de er fulde – og det er et problem, lyder advarslen fra Rådet for Sikker Trafik og TraumeCentret på Rigshospitalet.

30 procent af de 16-19-årige cyklister har én eller flere gange inden for det seneste år kørt på cykel, hvor de på grund af alkohol havde svært ved at styre cyklen. Det viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og analyseinstituttet Wilke.

Derfor sætter Rådet for Sikker Trafik fra i dag mandag den 28. november gang i en ny kampagne, der advarer unge mod at cykle med høje promiller.

»Vi er godt klar over, at vi ikke får alle unge til at stille cyklen, når de har drukket alkohol. Men vi vil gerne stoppe dem, som er mest fulde. For det går desværre alt for ofte galt med alvorlige skader til følge, når unge cykler påvirkede og vælter,« siger Morten Wehner, der er seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Fulde unge cyklister kommer til skade

En tidligere undersøgelse fra hospitalerne i Aarhus viser, at alkohol er en ulykkesfaktor i næsten hver 10. ulykke, hvor en cyklist ender på skadestuen. Andelen er endnu højere blandt unge mænd. På TraumeCentret på Rigshospitalet ser man også konsekvenserne, når unge spritcyklister ender i asfalten efter en våd aften i byen.

»Vi oplever jævnligt, at unge mennesker er påvirkede af alkohol i forbindelse med cykelulykker, og vi ser flere unge mænd end unge kvinder med alkohol i blodet,« fortæller traumelæge Emilie Øberg fra Afdeling for Bedøvelse, Operation og TraumeCenter og fortsætter:

»Når cyklister ender hos os i TraumeCentret, så er det ofte fordi, de er kommet alvorligt til skade enten som soloulykke, eller fordi de er blevet ramt af en bil. De risikerer at få svære skader, som for eksempel kraniebrud eller blødninger i hjernen, der kan koste dem førlighed eller i værste tilfælde livet. De kan få indre blødninger, der også kan være livstruende og kræve akut operation. Vi ser også mindre alvorlige skader som brækkede arme og ben.«

Grib ind overfor dine fulde venner

Foruden selv at lade cyklen stå, skal de unge også blive bedre til at blande sig, hvis andre vil tage cyklen, når de er fulde. Selv om det kan være svært at være den, der siger stop i en vennegruppe, hvor stemningen og promillen er høj, så er det vigtigt at gøre.

»Hvis man er en god ven, kræver det også, at man har modet til at sige fra, når vennerne vil gøre noget dumt. Man kan med fordel alliere sig med andre i gruppen og sige fra sammen, hvis en af de fulde venner er på vej til at tage cyklen. Det er nemmere, når man er flere om det, og det kan betyde, at man forhindrer en ven i at falde og slå hovedet eller tænderne i asfalten,« siger Morten Wehner, der er seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Øverst: Pressefoto. (Foto: Rådet for Sikker Trafik). PM/pele.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.