Ny rapport om unge i bander i dansk sammenhæng

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden).

Zand.News – Rapporten “Unge i bander. Hvad ved vi – og hvad ved vi ikke?” peger på manglende forskning og viden om, hvordan man forebygger bandeproblematikker i Danmark.

Der er omfattende viden om, hvilke unge der risikerer at bevæge sig ind i bandegrupperinger. Men der er forsket meget lidt i, hvordan man kan forebygge det, eller hjælpe de unge ud af banderne igen. Det viser ny rapport fra DPU på Aarhus Universitet.

Drenge og unge mænd fra socialt udsatte livsforhold

I en årrække har der været et stort politisk og mediemæssigt fokus på bandeproblematikkerne i Danmark, men det er først med en ny rapport fra forskere ved DPU, at vi nu får en sammenfatning af den eksisterende internationale forskningsbaserede viden inden for feltet, som er relateret til en nordisk og dansk sammenhæng.

Kirsten Elisa Petersen fra DTU er medforfatter til rapporten “Unge i bander. Hvad ved vi – og hvad ved vi ikke? En forsknings- og vidensopsamling”, og hun forklarer, at profilen på et bandemedlem er ret entydig.

»Hvis man skal pege på profilen for de typiske bandemedlemmer, er forskningen ret entydig – også på tværs af landegrænser. Det er drenge og unge mænd, der vokser op under socialt udsatte livsforhold, og i boligområder præget af bandeaktivitet og sociale problemer. Deres familiebaggrund er ofte kendetegnet ved manglende eller skiftende fædre, såkaldt hårde opdragelsesmetoder, og forældre, som enten ikke magter børnene, eller ikke har nogen tæt kontakt til dem,« siger Kirsten Elisa Petersen og fortsætter:

»Børnene tilbringer for meget tid på gaden uden forældreovervågning og samvær, og i bandefællesskaber kan de finde den følelse af samhørighed og fællesskab, de søger efter. Men også erfaringer med eksklusionsprocesser i skolen og oplevelser af stigmatisering og forskelsbehandling er medvirkende årsager til, at unge kan risikere at bevæge sig ind i bandegrupperinger,« siger Kirsten Elisa Petersen.

Dårlige skoleerfaringer er altid et fælles træk

Et gennemgående karakteristika er dårlige oplevelser med skolen. Erfaringer med mistrivsel, mobning, dårlige forhold til lærere og andre elever, sociale eksklusionsprocesser og indlæringsvanskeligheder er væsentlige fælles træk blandt unge bandemedlemmer. Det er også de faktorer, der kan medvirke til, at unge, selv om de kommer fra hjem præget af støtte og omsorg, alligevel glider ind i bandefællesskaber.

»Unge, som ikke trivedes i skolen, har jo også tidligere samlet sig i grupper med andre og begået forskellige former for kriminalitet. Det fænomen er ikke nyt. Men det nye i en nordisk sammenhæng er, at de tilsyneladende får samlet sig i de her bandegrupperinger præget af en helt anden systematik i deres sammenhold og kriminalitetsadfærd,« siger Kirsten Elisa Petersen og fortsætter:

»Skolen har jo altid været en form for sorteringsmekanisme. Ikke kun fagligt, men også i forhold til fritidsliv og venskabsrelationer, og ikke mindst omkring barnets selvoplevelse. Et fænomen som mobning i en tidlig skolealder, kan have både vold og stofmisbrug som senere konsekvenser, og oplevelsen af eksklusion og af at blive behandlet dårligt i skolen kan i høj grad befordre en vandring ind i bandefællesskaber.«

Stigmatisering og diskrimination har betydning

Hvis de unge har en oplevelse af ofte at møde diskrimination, stigmatisering eller negativ forskelsbehandling, fordi de bor i bestemte boligområder eller har en bestemt etnisk eller social baggrund, så kan det i kombination med for eksempel en sårbar familiebaggrund være en medvirkende årsag til, at de søger ind i bandegrupperinger.

»Det kan for eksempel være, hvis unge oplever ofte at blive standset af politiet, selv om de ikke selv oplever at have gjort noget forkert, har erfaringer med såkaldt hverdagsracisme, eller at de lettere udsættes for sanktioner i skolen end deres klassekammerater,« siger Kirsten Elisa Petersen, som dog understreger:

»Det er imidlertid væsentligt at forstå, at det ikke er diskrimination i sig selv, der ser ud til at skubbe nogen ind i bander. Det er oplevelser af diskrimination i kombination med de andre faktorer. Hvis de unge for eksempel ikke også har en sårbar social baggrund eller dårlige skoleerfaringer, så vil frustration over forskelshandling måske blive et brændstof til, at de i stedet søger ind i politiske, religiøse eller idrætsmæssige fællesskaber frem for at søge ind i bandefællesskaber.«

Vejen ind i bander begynder i alderen 10-13 år

Bevægelsen ind i bandefællesskaber kan allerede så småt begynde blandt børn i alderen 10-13 år. Det er derfor vigtigt at have fokus på de forebyggende indsatser tidligt.

»Man kan sige, at der er en præ-bande fase, hvor vi taler om store børn, vokset op i boligområder præget af bandegrupperinger, som hænger ud i periferien og stikker foden lidt indenfor. Der er klart nogle mørketal her,« siger Kirsten Elisa Petersen og fortsætter:

»At blive bandemedlem handler jo også om, at nogen inviterer én ind. Mange studier peger på, at en væsentlig faktor er, at der er en invitation til at træde ind i, hvad der opfattes som et attraktivt socialt fællesskab, hvor de kan de høre til og bliver anerkendt.«

Artiklen fortsætter under billedet.

Unge i bander. Hvad ved vi - og hvad ved vi ikke?

Manglende forskning i forebyggende indsatser

På trods af et stort fokus på de såkaldte bandeproblematikker både i Danmark og internationalt, så er forskningen meget begrænset, både når det handler om udviklingen af forebyggende indsatser og om interventionsindsatser for at få unge ud af bandegrupperinger igen.

»Vi skal have viden om, hvilke indsatser der iværksættes, og vi vil også meget gerne have viden om, hvad pædagogikken rent faktisk kan, i forhold til – og sammen med – de børn og unge, som vi bekymrer os om,« slutter Kirsten Elisa Petersen.

Læs rapporten “Unge i bander. Hvad ved vi – og hvad ved vi ikke? En forsknings – og vidensopsamling” på: edu.au.dk.

Øverst: Forsiden på “Unge i bander. Hvad ved vi – og hvad ved vi ikke?” af Kirsten Elisa Petersen og Lars Ladefoged. Foto: PR-foto.