Gør cykelturen til en storslået ekspedition

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 7 måneder siden.

Følg Cyklistforbundets fem tip og tag hele familien med ud og cykle på Naturens Dag søndag den 9. september 2018. Slagelse Kommune har også masser af natur at byde på resten af året såsom markveje, skove og Fodsporet.

Skal I en tur i skoven? Hen i parken? Eller bare et smut ned ad den markvej, der altid har lokket lidt? Det er faktisk ikke så vigtigt, hvor I cykler hen. Bare I holder øjne og ører åbne – for naturen er vild, og I ved aldrig, hvad I møder. Det skriver Cyklistforbundet.

Fem tip til store naturoplevelser på cykel

Cyklistforbundet inviterer alle op på cyklen på Naturens Dag, og det sker med fem tip til store naturoplevelser på cykel. I kan for eksempel cykle en tur på Fodsporet.

Fodsporet er 48 kilometer lang og løber gennem smukke og afvekslende sydvestsjællandske landskaber. Der er shelters, WC, drikkevand, bålhytter, sundhedspladser og sundhedsspor i nærheden af ruten.

Fodsporet består af følgende ruter:

  • Skælskør – Dalmose (11 kilometer)
  • Slagelse – Dalmose (15 kilometer)
  • Dalmose – Hyllinge (12 kilometer)
  • Hyllinge – Næstved (11 kilometer).

Læs også: Nye regler for skilte langs Fodsporet.

»To hjul giver pedalkraft til at nå langt omkring, og det gør cyklen til en særlig ven på Naturens Dag. Vi ønsker alle en dejlig dag med nye og overraskende oplevelser,« forklarer Klaus Bondam, som er direktør i Cyklistforbundet.

Cyklistforbundets guide til Naturens Dag:

  1. Pak luppen og de andre ting, der gør oplevelsen større: Lidt velvalgt grej får følelsen af at være på ekspedition til at vokse. Men slæb ikke det halve af huset med – hold det enkelt og sjovt. En lup kan for eksempel gøre en myre til en drabelig gigant. Et simpelt syltetøjsglas kan blive til et improviseret terrarie. Med en kikkert kan I spotte vildt og rovfugle på lang afstand.
  2. Sæt kurs, men prøv at fare vild: Både børn og voksne er vant til, at hverdagen er skemalagt, og bilen kører efter GPS. Så slip cyklerne løs på ukendte veje og mærk fryden brede sig sammen med et lille sug i maven. For hvad venter der, hvor stien svinger? Måske er vejen blind – eller måske kommer I ud på et eventyr, I aldrig kunne have planlagt? Og hvis I tager mobilen eller et kort med i tasken, skal I nok komme hjem igen.
  3. Fart, skræk og kriblende kryb: Hvad er et eventyr uden vovemod? Så husk at gøre noget, I næsten ikke tør! I behøver ikke at svinge jer i reb over halsbrækkende slugter. Naturen kan sagtens bringe hvin og gys frem, uden at det bliver farligt. Børn, der cykler godt, kan finde en bakke i skoven, som det kræver mod at suse ned ad. Måske tør de også stikke hånden ind i det hule træ? Eller forsigtig holde en bille i hænderne?
  4. Uden mad og drikke duer helten ikke: Man kan godt blive sulten af en storslået og heltemodig cykelekspedition! Og selv om I kan være heldige at finde et gammelt æbletræ, lidt nødder og et par svampe, så skal de voksne ekspeditionsledere huske at pakke noget lækkert, der egner sig til at spise i skovbunden eller i grøftekanten.
  5. Så går den vilde skattejagt: Børn er notoriske samlere. Så du kan hurtigt sætte gang i en lille skattejagt i naturen, og det behøver langt fra at være den hellige gral, I går på jagt efter. Tiden flyver, når I først får øje på, hvad er findes i skovbunden, i grøften eller på stranden. Blanke kastanjer, kogler, svampe, skaller, blomster – og måske en helt særlig skat som en lille klump rav eller et gevir fra et rådyr.

Hvad siger reglerne om at cykle i naturen?

  • Du må cykle på alle markveje, også selvom de privatejede.
  • Du må cykle med alle slags cykler i skoven. Men du må kun cykle på stier og veje og kun på de stier og veje, der er egnede til cykling med en almindelig cykel. Du må altså ikke cykle på skovbund og på “trampestier”.
  • Du må ikke cykle på stranden, men du må gerne trække cyklen henover udyrkede arealer og på stranden.
  • Færdselsloven gælder også i naturen.

Naturens Dag er Danmarks Naturfredningsforenings og Friluftsrådets årlige mærkedag for naturoplevelser, der skal få flere børn og voksne ud i naturen.

Du kan læse mere om Fodsporet på: slagelse.dk/fodsporet.

Foto: Mikkel Østergaard / Cyklistforbundet.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.