Nye regler for skilte langs Fodsporet

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 8 måneder siden.

Naturstien “Fodsporet” er det 48 kilometer lange, gamle jernbanespor mellem Slagelse og Næstved og mellem Dalmose og Skælskør. Nu får turistvirksomheder mulighed for at få et skilt sat op på ruten.

Det er ikke tilladt at sætte sit eget skilt op langs naturstien “Fodsporet”, som løber på det gamle jernbanespor mellem Slagelse og Næstved og mellem Dalmose og Skælskør.

Nu får turistvirksomheder langs stien en helt ny mulighed for at gøre opmærksom på sig selv. I samarbejde med Næstved Kommune og Naturstyrelsen har Slagelse Kommune udarbejdet et nyt standardskilt, som turistvirksomheder kan søge om at få sat op.

Fodsporet er 48 kilometer lang og løber gennem smukke og afvekslende sydvestsjællandske landskaber. Der er shelters, WC, drikkevand, bålhytter, sundhedspladser og sundhedsspor i nærheden af ruten.

Fodsporet består af følgende ruter:

  • Skælskør – Dalmose (11 kilometer)
  • Slagelse – Dalmose (15 kilometer)
  • Dalmose – Hyllinge (12 kilometer)
  • Hyllinge – Næstved (11 kilometer)

Skilte beskriver de seværdigheder, som man passerer undervejs. Ruterne følger for det meste små veje. Nogle steder falder ruten sammen med cykelruter og mindre landeveje, eller de foregår i strandkanten.

Skilte skal gøre opmærksom på virksomhederne

Det nye standardskilt henvender sig til gårdbutikker, bed and breakfast, is-butikker og andre mindre virksomheder, som har tilbud til turister og besøgende langs sporet.

Meningen er, at det skal gøre turister og besøgende opmærksom på de mange oplevelser, som virksomheder langs Fodsporet kan tilbyde, men uden at det skæmmer den smukke natursti. Derfor har man fået designet et skilt i hvid og grøn, som virksomheder kan søge om at få sat op langs med stien.

Udover at det er et krav, at virksomheden henvender sig til turister, så er det også en betingelse, at virksomheden ligger inden for 1.000 meter af Fodsporet. Det koster cirka 4.000 kroner at få et skilt langs stien. Prisen dækker både omkostningerne til skiltet og selve opsætningen.

For at komme i betragtning til et skilt kræver det, at man sender en ansøgning til Naturstyrelsen. Det er også Naturstyrelsen, som vurderer, om den enkelte virksomhed lever op til kravene.

Du kan læse mere om Fodsporet på: slagelse.dk/fodsporet


Arkivfoto: Slagelse Kommune


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.