Skælskørianer i vild fart på Køge Bugt Motorvejen

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Skaelskor.News – En ung skælskørianer var på aftentur på Køge Bugt Motorvejen, og måske troede han, at han sad i en raket, for han kørte mere end 200 km/t.

Lørdag aften kl. 20.25 bemærkede en patrulje et par biler, der kørte med meget høj hastighed ad Køge Bugt Motorvejen i nordlig retning.

De to biler blev flere gange bremset ned på grund af andre trafikanters kørsel på motorvejen, men efterfølgende øgedes hastigheden gevaldigt igen. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Kan forvente frakendelse af kørekortet og en bøde

Til sidst lykkedes det den forfølgende politibil at få bragt det ene køretøj til standsning ved Greve på grund af anden trafik. Her fik politiet efterfølgende kontakt til en ædru, 22-årig mand fra Skælskør, som havde tre passagerer med i bilen under den hurtige kørsel ad motorvejen.

Den 22-årige blev på stedet sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved at have kørt med mere end 200 km/t ad motorvejen, selvom højst tilladte hastighed ifølge skiltningen er 110 km/t.

Samtidig blev den 22-årige også gjort bekendt med, at han på grund af den høje hastighed kunne forvente en påstand om frakendelse af kørekortet ud over en bøde for selve hastighedsovertrædelsen.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Thomas Tolstrup / Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.