Nu kan du besøge elefanterne fra Slagelse på Lolland

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Zand.News – I pinsen kan du gense elefanterne Lara, Djungla og Jenny fra Slagelse, når de bliver lukket ud på Elefantsletten i Knuthenborg Safaripark.

Danmarks sidste cirkuselefanter kan opleves i Europas mest avancerede elefantanlæg i pinsen. De bliver lukket ud på Elefantsletten i Knuthenborg Safaripark på lørdag den 30. maj kl. 11.00.

Det oplyser Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Elefanterne lukkes ud i anlægget lørdag den 30. maj kl. 11.00

De fire elefanter er faldet godt til i Knuthenborg Safaripark, hvor de flyttede ned forrige fredag.

Derfor kan gæster i parken opleve dyrene i deres luksus-anlæg på størrelse med 21 fodboldbaner allerede fra nu på lørdag den 30. maj kl. 11.00, hvor de lukkes ud i de enorme rammer. Elefantsletten er det mest avancerede elefantanlæg i Europa.

Elefanterne Lara, Djungla og Jenny er fra Cirkus Arena i Slagelse, og elefanten Ramboline er fra Cirkus Trapez i Sønderjylland. De befandt sig i Cirkus Arenas vinterstald i Slagelse, før de blev kørt til Lolland.

»Vi glæder os helt vildt til, vi kan byde Danmark indenfor for at opleve resultatet af to års arbejde,« siger fortæller Christoffer Knuth, direktør i Knuthenborg Safaripark, og fortsætter:

»Det er virkelig nogle helt unikke og prægtige rammer, vi har skabt for de her fantastiske dyr, hvor velfærden er i højsædet. Intentionen med det enorme anlæg er et sted, hvor de “bare skal være elefanter” med naturlig adfærd i det 140.000 kvadratmeter store savannelignende anlæg.«

Man kan køre eller gå rundt om hele anlægget med frit udsyn

På Elefantsletten, som anlægget kaldes, kan gæsterne opleve dyrene plaske i vand, sandbade, vandbade og vandre omkring på de store vidder. Gæster kan køre eller gå rundt om hele anlægget med frit udsyn.

Det skaber de bedste velfærdsmæssige forhold for dyrene samtidig med, at gæsterne får de bedste forudsætninger for at følge dyrenes færden.

Artiklen fortsætter under billedet.

På Elefantsletten, som anlægget kaldes, kan gæsterne opleve dyrene plaske i vand, sandbade, vandbade og vandre omkring på de store vidder. (Knuthenborg Safaripark).

»Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg er nu, hvor jeg efter mange års kamp kan se Ramboline, Jenny, Lara og Djungla dér, hvor de hører hjemme i de bedste omgivelser hos Knuthenborg Safaripark. Fri for at skulle optræde for mennesker,« siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse, og fortsætter:

»Nu skal de bare være elefanter til deres dages ende. Det er en vigtig sejr for de fire prægtige dyr, men det er også symbolet på den lange kamp, vi i Dyrenes Beskyttelse har kæmpet for at få vilde dyr ud af cirkus. Det er nu lykkedes, og det gør mig både stolt og rørt.«

Opholder sig i det 2.000 kvadratmeter store staldanlæg

Siden dyrene flyttede til Knuthenborg, har de opholdt sig i det 2.000 kvadratmeter store staldanlæg. Allerede dagen efter ankomsten, flyttede alle fire elefanter sammen, og har siden da vænnet sig til hinandens og dyrepassernes selskab.

Læs også: Cirkuselefanterne har forladt Slagelse.

Elefantsletten er blevet til virkelighed i samarbejde mellem Knuthenborg Safaripark og Dyrenes Beskyttelse og har fokus på at give dyrene så højt niveau af dyrevelfærd som muligt.

Anlægget skal derfor også fungere som internationalt fyrtårn, der viser, hvordan fremtidens anlæg for pensionerede cirkuselefanter ude i verden bør udformes.

Elefantsletten. (Grafik: Sanne Fredin).

Elefantsletten er støttet af blandt andet QATO Fonden og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Øverst: De fire elefanter er langt om længe blevet forenet i deres nye stald i Knuthenborg Safaripark. (Foto: Knuthenborg Safaripark). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.