Første spadestik til Europas største elefantanlæg

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Zand.News – Fødevareministeren har taget det første spadestik til det nye hjem for elefanterne Lara, Djungla og Jenny fra Cirkus Arena i Slagelse samt Ramboline fra Cirkus Trapez.

Fødevareminister Mogens Jensen tog i dag første spadestik til et kommende elefantanlæg i Knuthenborg Safaripark.

Anlægget, der skal huse de fire pensionerede cirkuselefanter, bliver Europas største med dyrevelfærden i højsædet. Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Elefanterne får et udeområde på 120.000 kvadratmeter

I dag blev jorden brudt på det område, der skal blive til Europas største elefantanlæg. Det var fødevareminister Mogens Jensen (S), der tog det første spadestik til den kommende elefantstald.

Elefantstalden og det omkringliggende udendørsareal på omkring 120.000 kvadratmeter skal huse de nu pensionerede cirkuselefanter: Lara, Djungla og Jenny samt Ramboline.

Lara, Djungla og Jenny er fra Cirkus Arena i Slagelse, og Ramboline er fra Cirkus Trapez i Sønderjylland. Aktuelt befinder alle de fire elefanter sig i Cirkus Arenas vinterstald i Slagelse.

Læs også: Cirkuselefanterne får adgang til det fri.

»Det glæder mig meget, at arbejdet nu er startet på dette fantastiske byggeri, som skal være det endelige hjem for de sidste fire cirkuselefanter i Danmark,« siger Mogens Jensen. og fortsætter:

»Vilde dyr hører ikke hjemme i cirkus, og jeg er meget stolt af, at vi med dette projekt kan sikre, at elefanterne får den pension, de fortjener, under nogle i sandhed helt fantastiske rammer.«

Artiklen fortsætter efter videoen om Rambolines ankomst i Slagelse.

Også chefzoolog i Knuthenborg Safaripark, Rasmus Nielsen, er meget begejstret for det kommende projekt, der kommer til at koste et tocifret millionbeløb og er blevet muliggjort med bidrag fra blandt andet QATO Fonden, Realdania og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

»Elefanterne får et udeområde, der svarer til 188 parcelhusgrunde, og en stald på over 2.000 kvadratmeter. Her kommer de til at have forskellige miljøer, for eksempel sø, græsland og skov, præcis som dyrene ville have oplevet i den vilde natur, og en 1 meter dyb sandgrav, som kan modelleres dagligt for at udfordre elefanternes høje intelligens. Det er helt unikt,« siger Rasmus Nielsen.

Moderne elefantanlæg med dyrevelfærd i højsædet

Knuthenborg Safaripark har i tæt samarbejde med Dyrenes Beskyttelse udarbejdet projektet for et moderne elefantanlæg, der skal være internationalt forbillede for elefantanlæg med dyrevelfærd i højsædet.

Læs også: Elefantpension på finansloven for 2019.

»Det har været meget vigtigt for os hele vejen igennem dette forløb, at vi ikke bare skulle have et forbud mod vilde dyr i cirkus, men vi også skulle sikre de sidste cirkuselefanter en værdig pension, så de ikke bare blev solgt til et cirkus i udlandet,« siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse, og fortsætter:

»Derfor er jeg lykkelig over, at det er vores projekt sammen med Knuthenborg Safaripark, der løb med udbuddet, for her er dyrevelfærden virkelig på højeste niveau, og andre lande kan lade sig inspirere af, hvad vi har gjort.«

Spadestikket blev taget på Skovriddersletten i Knuthenborg Safaripark, som er det område, hvor elefantanlægget skal bygges på. Anlægget ventes at stå klar til indflytning i juni 2020.

Øverst: Fødevareminister Mogens Jensen (S) fik æren af at tage første spadestik til det kommende elefantanlæg i Knuthenborg Safaripark. (Foto: Dyrenes Beskyttelse). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.