Fødselsdagssang fik taget til at lette

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Slagelse.News – 100 legeglade børn og voksne, 7 kæmpe store lagkager, 5 skarpe debattører og 1 borgmester var med til højskolernes 175-års fødselsdag på Gerlev Idrætshøjskole.

Mere end 100 legeglade børn og voksne, 7 kæmpe store lagkager og 5 skarpe debattører.

Det var bare en del af opskriften på Gerlev Idrætshøjskoles fejring af højskolernes 175-års fødselsdag torsdag den 7. november. Det skriver idrætshøjskolen i en pressemeddelelse.

Borgmester: Mennesker har brug for at blive udfordret

»Hvis der er noget, vi mennesker har brug for, så er det at blive udfordret,« sagde borgmesteren i Slagelse, John Dyrby Paulsen (S), i sin tale og fortsatte:

»Og der hvor vi rykker os allermest er, når vi bliver udfordret med kærlighed. Og hvis der er et sted, hvor man kan blive udfordret med kærlighed, så er det højskolerne.«

Artiklen fortsætter efter billedet.

Borgmester John Dyrby Paulsen (S). (Foto: Gerlev Idrætshøjskole).

John Dyrby Paulsen deltog i fejring af højskolernes 175-års fødselsdag på Gerlev Idrætshøjskole.

Hans tale blev især modtaget men en stor portion begejstring af de 90 højskoleelever, der med klap og hujen tilsluttede sig hans ord.

Trolde fra Gerlev Banke skulle fange tarvelige mennesker

Sammen med de 90 højskoleelever på Gerlev Idrætshøjskole var der mødt mere end 100 lokale børn og voksne op for at fejre højskolernes fødselsdag.

Efter en kort tale fra Gerlevs forstander, Tania Dethlefsen, blev både børn og voksne kastet direkte ud i en oldgammel fortælling om troldene fra Gerlev Banke.

De grumme trolde blev sat til at fange de tarvelige mennesker, der stjal deres ærter, og inden længe havde troldeflokken vokset sig så stor, at ingen kunne undslippe.

Legen blev afløst af en kæmpe fællesmiddag, som Gerlevs køkken og elever havde stået for at lave. Middagen var både en mulighed for at få stillet sulten, men også at tale med nogle helt andre, end dem man sædvanligvis spiser aftensmad med.

Seniorprojektleder: Vi skal udstille deller og fjogede grin

Fællesspisningen ledte over i aftenens mere seriøse indslag. Gerlev Idrætshøjskole havde sat fem af Slagelses lokale meningsdannere i stævne til en snak og debat om kropskultur.

»Der er jo behov for et oprør! Vi skal til at udstille vores deller, vi skal udstille vores fjogede grin, vi skal være uperfekte mennesker,« lød det fra Lars Hazelton, der seniorprojektleder i Gerlev Center for Leg og Bevægelse.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Fødselsdagskage og fødselsdagssang. (Foto: Gerlev Idrætshøjskole).

Fejringen af højskolerne blev sluttet af med en fødselsdagssang, der fik taget til at lette i Bevægelseshuset på Gerlev Idrætshøjskole og syv kæmpe store lagkager, der hurtigt blev til to, en og så helt forsvandt.

Højskolebevægelsen fokuserede på det nationale fællesskab

Det hele startede i Rødding i 1844 – i en tid hvor Danmark stadig var et enevældigt kongedømme og Slesvig og Holsten stadig var danske.

Højskolen blev sat i verden for at fokusere på national identitet og det danske sprog – i et område hvor halvdelen talte tysk og halvdelen dansk. Et stærkt dansk fællesskab var målet.

»Jeg er vild med højskoletanken, og det er jo lige præcis det med fællesskabet, som vi har snakket om i aften. Det er enormt dyrebart, og det er her, man kan få skabt nogle relationer til nogle mennesker, som varer ved og bliver en del af ens liv og ens historie,« fortæller Inge Larsen.

Inge Larsen deltog i fejringen af højskolerne og fejrede samtidig sit 40-års jubilæum som højskoleelev i år.

Højskolerne kan noget særligt og har stadig en opgave

Fællesskabet vil altid være en vigtig del af højskolerne. Og netop fællesskabet er også en stor del af, at højskolen skal være en del af at løse nogle af de problemstillinger, som vi står over for i dag.

»Der er grund til fejring. Men dagen er også en god anledning til at minde om, at højskolen kan noget særligt,« sagde Tania Dethlefsen, forstander på Gerlev Idrætshøjskole og fortsatte:

»I et par årtier, har der samfundsmæssigt været fokus på, at få unge hurtigt igennem uddannelses-pølsefabrikken. Men tiderne er ved at vende. Og ikke mindst de unge selv kalder på præstationsfrie rum, på bæredygtige løsninger, på leg, grin, nuet og fællesskaber. Det skal Gerlev svare på.«

På den måde er Gerlev Idrætshøjskole sammen med resten af landets højskoler allerede i gang med at lægge grundstenen til de næste 175 år med højskoleliv og fællesskab i Danmark.

»Tillykke med de 175 år! Vi glæder os til mange flere,« afslutter Gerlev Idrætshøjskole sin pressemeddelelse.

Øverst: Gerlev Center for Leg og Bevægelse fik både sat gang i børn og voksne med fortælling om trolde og efterfølgende leg. (Foto: Gerlev Idrætshøjskole). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.