Yderligere to anholdt efter fangeflugten fra psykiatrien

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Slagelse.News – De to mænd blev varetægtsfængslet in absentia i forlængelse af fangeflugten og derefter internationalt efterlyst, hvilket førte til anholdelserne i aftes.

To mænd er anholdt i Barcelona i sagen om fangeflugten fra psykiatrihospitalet i Slagelse By. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Yderligere to mænd er anholdt i Barcelona i Spanien

I forlængelse af de anholdelser og varetægtsfængslinger, der allerede er foretaget indtil videre i sagen om fangeflugten fra psykiatrihospitalet i Slagelse By den 19. november 2019, meddeltes det i aftes, at to mænd på 20 og 24 år er anholdt i Barcelona.

Læs også: To anholdt i forbindelse med befrielsesaktion i Slagelse (to andre).

Begge mænd blev i forlængelse af fangeflugten varetægtsfængslet in absentia og derefter internationalt efterlyst, hvilket har ført til anholdelserne i aftes.

Læs også: Væbnet befrielsesaktion i Slagelse By.

Begge mænd vurderes at have været fysisk tilstede ved befrielsesaktionen ved psykiatrihospitalet.

Internationalt politisamarbejde har lange fangarme

Politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland Falsters politi oplyser, at meddelelsen om anholdelserne i Spanien modtages med stor tilfredshed.

Han oplyser samtidig, at politiet stille og roligt får anbragt aktørerne i befrielsesaktionen bag tremmer.

Læs også: Efterlysning af farlig, flygtet fange.

»Det er endnu for tidligt at sige, hvordan de to anholdte vil stille sig til udleveringen, og vi ved derfor ikke hvor lang tid der går, før de kan stilles for en dommer i Danmark,« siger Kim Kliver og fortsætter:

»Men anholdelserne er igen et signal om at gerningsmændene ikke kan gemme sig i udlandet, da det internationale politisamarbejde har lange fangarme.«

Øverst: Hemin Dilshad Saleh flygtede under en væbnet befrielsesaktion på en psykiatrisk afdeling i Slagelse By. (Foto: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.