To anholdt i forbindelse med befrielsesaktion i Slagelse

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Artiklen er opdateret for 4 år siden.

Slagelse.News – Politiet har anholdt to yngre mænd, men den efterlyste fange, Hemin Dilshad Saleh, er stadig på fri fod.

Siden gårsdagens befrielsesaktion på Psykiatrisygehuset i Slagelse By har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i tæt samarbejde med andre politikredse gennemført en massiv efterforskning.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Anholdelsen skete i det storkøbenhavnske område

Efterforskningen har nu ført til, at der for kort tid siden blev anholdt to yngre mænd i det storkøbenhavnske område.

Læs også oprindelig hovedhistorie fra i går: Større politiaktion ved Psykiatrisygehuset.

»Anholdelserne forløb udramatisk, og i løbet af aftenen vil de to mænd blive afhørt nærmere om deres rolle i befrielsesaktionen,« siger politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i påressemeddelelsen.

Sigtet for rå og brutal vold mod en rivaliserende bandeleder

Den 24-årige Hemin Dilshad Saleh blev befriet under et besøg i et pårørenderum, hvor gerningsmændene havde smuglet to pistoler ind i en kageæske fra en bager.

Læs om kagen og personalet: Regionsformand er rystet over voldsom befrielsesaktion.

Hemin Dilshad Saleh er et ledende bandemedlem af banden NNV (Nord-Nordvest), som ligger i konflikt med banden Brothas.

Han sad varetægtsfængslet, idet han er sigtet for at have udøvet særlig rå, brutal og farlig vold mod en rivaliserende bandeleder i en frisørsalon i København. Det skriver TV2 Øst.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) kræver ifølge DR en redegørelse om, hvordan Hemin Dilshad Saleh kunne slippe fri. Han kalder fangeflugten “mærkværdig” og forventer, at redegørelsen er klar til januar.

Den 24-årige Hemin Dilshad Saleh er stadig på fri fod

Den befriede fange Hemin Dilshad Saleh er stadig på fri fod. Han er 183 cm høj og almindelig til kraftig af bygning, og han har sort kort hår, brun hud og formentlig fuldskæg.

Ser man manden, eller har man oplysninger om, hvor han befinder sig, skal man kontakte politiet på 1-1-4, og ikke selv forsøge at tage kontakt med ham.

Læs beskrivelsen af fangen: Efterlysning af farlig, flygtet fange.

Hemin Dilshad Sale.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Slagelse Media). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.