To ældre kvinder udsat for tricktyveri i midtbyen

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – Politiet efterlyser en kvindelig tricktyv, som stjal dankort fra to ældre kvinder i Skolegade og Vestsjællandscentret i søndags.

Mandag fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en anmeldelse om, at to kvinder havde været udsat for tricktyveri i Slagelse i løbet af søndag eftermiddag.

88-årig kvinde udsat på tricktyveri i Skolegade

En 88-årig kvinde havde været ude at handle omkring kl. 16.00, hvorpå hun tabte nogle varer i Skolegade.

En kvinde ilede til og var lige rigelig hjælpsom, for hun stjal tilsyneladende den 88-årige kvindes dankort. Der blev efterfølgende hævet kontanter på kortet.

79-årig udsat for tyveri i Vestsjællandscentret

Kort forinden var en 79-årig kvinde også ude for, at hendes dankort blev stjålet. Det skete omkring kl. 15.15 i Vestsjællandscentret.

En kvinde havde fortalt den ældre kvinde, at der lå en pengeseddel under en parkeret bil. Den pågældende kvinde benyttede lejligheden til at stjæle dankortet, mens den 79-årige kiggede efter.

Yngre kvinde med lyst hår og lyseblå dunjakke

Der er kun et sparsomt signalement af tyven:

  • Kvinde
  • Lys i huden
  • Ikke etnisk dansk af udseende
  • Mellemlangt, lyst hår
  • Omkring 20-30 år
  • Cirka 160 centimeter høj
  • Almindelig af bygning
  • Iført en lyseblå dunjakke.

Politiet hører gerne fra eventuelle vidner, der har bemærket noget usædvanligt. Kontakt politiet på telefon 1-1-4.


Arkivfoto: Rigspolitiet.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.