Stort fravær i Slagelse Kommune

Artiklen er opdateret for 6 måneder siden.

Slagelse.News – Slagelse Kommune er blandt de kommuner, hvor det gennemsnitlige fravær i folkeskolen er højest.

I Slagelse Kommune er det gennemsnitlige fravær på 8,7 procent i kommunens folkeskoler. Det betyder, at Slagelse Kommune er blandt de kommuner i landet, hvor det gennemsnitlige fravær har været højest i skoleåret 2022/2023. Det skriver MentorDanmark i en pressemeddelelse.

I hele landet er det gennemsnitlige fravær 7,2 procent

De nyeste tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at det gennemsnitlige fravær i folkeskolen i skoleåret 2022/2023 lå på 7,2 procent. Det er fald på 0,9 procentpoint i forhold til året forinden, men stadig langt over de niveauer, som vi så før Coronapandemien, hvor den gennemsnitlige fraværsprocent lå mellem 5-6 procent.

I den seneste opgørelse over fraværsprocenter i danske folkeskoler, fremstår visse kommuner som særligt bemærkelsesværdige. I den ene ende af spektret har vi Læsø, som med en fraværsprocent på kun 0,3 procent indtager førstepladsen for lavest fravær.

Andre kommuner, der følger efter med lave fraværsprocenter, er blandt andet Lemvig, Odder, Herning og Solrød – alle med en gennemsnitlig fraværsprocent mellem 5,0 procent og 5,7 procent.

I modsætning til disse kommuner er Lolland den kommune med det højeste registrerede gennemsnitlige fravær på 10,2 procent. Tæt på dette niveau finder vi Odsherred, Samsø, Gribskov og Sorø, med fraværsprocenter mellem 9,2 procent og 9,9 procent.

MentorDanmark: Fravær er mere end tal på et papir

Skolefravær er et komplekst problem, der kan være dybt forankret i en række forskellige årsager. Disse årsager kan spænde fra personlige og sociale udfordringer til specifikke læringsvanskeligheder. Forståelsen af disse bagvedliggende faktorer er afgørende for effektivt at kunne adressere og mindske fravær, mener Danmarks største lektiehjælpsvirksomhed MentorDanmark.

»Fraværet i skolen er mere end blot tal på et papir – det er ofte et spejl af elevernes trivsel og engagement. Hos MentorDanmark forstår vi, at når en elev ofte er fraværende, kan det være et tegn på, at de kæmper med udfordringer, som kan være både faglige og sociale,« siger Nicklas Kany, der er direktør i MentorDanmark, og fortsætter:

»Vores erfaring viser, at trivsel og personlig motivation er afgørende for, at eleverne deltager aktivt og opnår deres fulde potentiale. Derfor lægger vi vægt på at bygge relationer, der understøtter elevernes trivsel og giver dem modet og viljen til at engagere sig endnu mere i deres skoleliv. Vi tror på, at en positiv og støttende skoleoplevelse kan forvandle fravær til tilstedeværelse og bidrage til, at skoletiden bliver en berigende og udviklende periode i en ungs liv.«

Der er taget udgangspunkt i tal fra Børne- og Undervisningsministeriets statistik om elevfravær. Der er udelukkende tale om folkeskoler i skoleåret 2022/2023. (Kilde: MentorDanmark).

Øverst: Pressefoto. (Foto: MentorDanmark). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/c3ke