Stigefabrikken.dk er fortsat i vækst og indtager Norge

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Slagelse.News – Stigefabrikken er en internetbaseret forretning og kunne placere sig hvor som helst i landet, men valget faldt på Slagelse By for et par år siden, og det har de ikke fortrudt. Nu leder de efter en norsktalende medarbejder.

Stigefabrikken.dk kan se tilbage på et år med flot vækst i både Danmark og Sverige. Skræddersyede kundeløsninger og et højt fokus på sikkerhed hos slutbrugeren giver den lokale virksomhed et godt afsæt til det nye år, hvor øjnene vendes mod en udvidelse på det norske marked.

Derfor søges der lige nu en norsktalende medarbejder til kontoret på Kongstedvej i Slagelse. Det skriver kommunikationskonsulent Mette Juhl Nygaard fra Slagelse Erhvervscenter i en pressemeddelelse.

Leder efter en norsktalende medarbejder til Slagelse

Det går godt hos Stigefabrikken.dk, der sælger stiger, stilladser, trapper og værn på nettet. Det forgangne år har budt på vækst med en samlet omsætning på 20 millioner kroner mod 14 millioner kroner året før.

Væksten er hentet på det danske, men i særdeleshed også på det svenske marked. Med det flotte resultat kigger virksomheden nu på en udvidelse af markedet længere mod nord, nærmere bestemt Norge.

»Vi har længe gerne villet ind på det norske marked, siger Peter Christensen, der ejer Stigefabrikken.dk sammen med Lasse Simoni. Til at løse opgaven med at opstarte den norske filial, søges netop nu en norsktalende medarbejder,« siger Peter Christensen og fortsætter:

»Vores erfaring fra det svenske marked er, at det er en kæmpe fordel at have én, der taler sproget. Da vi fik en svensk ansat og etablerede en lokal filial i Smålandsstenar, doblede vi omsætningen, fortsætter.«

Han understreger, at der i første er tale om en kombineret stilling, hvor man arbejder med både danske og norske kunder. Man behøver ikke have kendskab til branchen eller e-handel, men det er vigtigt, at man mestrer det norske sprog. Arbejdspladsen bliver på Kongstedvej i Slagelse By som udgangspunkt.

Har udvidet sit sortiment inden for trapper og stiger

Når Stigefabrikken.dk oplever fortsat vækst skyldes det blandt andet, at de har udvidet sortimentet, særligt indenfor trapper, brand- og redningsstiger samt værn.

»Stiger, stilladser og trapper er mange steder en vigtig del af et godt og sikkert arbejdsmiljø. Noget, der stilles stadigt højere krav til, både herhjemme og særligt i Sverige og Norge,« siger Peter Christensen og fortsætter:

»Vi leverer kun varer af høj kvalitet og kommer gerne ud til kunden og giver tilbud på skræddersyede løsninger i sager, hvor rådgivning via e-mail, chat eller telefonen ikke rækker.«

Coronakrisen har flere steder fremrykket bygge- og renoveringsprojekter, hvilket også har haft en positiv effekt på Stigefabrikken.dks omsætning i år.

Ejerne fortryder ikke, at valget faldt på Slagelse By

Stigefabrikken.dk er en internetbaseret forretning og kunne som udgangspunkt placere sig hvor som helst i landet. Men valget faldt for et par år siden på Slagelse By, og det har ejerne ikke fortrudt.

»Vi oplever god, lokal opbakning. Det er vi glade for,« siger Peter Christensen.

Som lokal virksomhed har Stigefabrikken.dk indgået en sponsoraftale med OL-atleten Viktor Hald Thorup fra Slagelse. Viktor Hald Thorup er i gang med at kvalificere sig til Vinter-OL 2022 i Beijing.

Øverst: De to ejere af Stigefabrikken.dk, Peter Christensen (tv) og Lasse Simoni (th), oplever fortsat fremgang med deres forretning på det danske og det svenske marked. (Foto: Slagelse Erhvervscenter). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.