Sporskiftesliberen på det sjællandske jernbanenet

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – Sporskiftesliberen skal på nattearbejde mellem Odense og Viby Sjælland. Derfor vil du opleve gnistrer i efterårets nattemørke.

Den 88 ton tunge sporskiftesliberen vil bevæge sig rundt i det sjællandske mørke fra 30. september til 8. oktober. Det oplyser Banedanmark i en pressemeddelelse.

Det 88 ton tunge tog gnistrer i nattemørket

Det gnistrer i efterårets nattemørke, når sporskiftesliberen er på besøg. Nu er det 88 ton tunge tog tilbage på de danske jernbanespor, hvor det blandt andet kommer til Vest- og Midtsjælland.

Sporskiftesliberen er et af flere specialtog, som Banedanmark lejer til at vedligeholde de omkring 3.000 kilometer jernbane, der er på det statslige jernbanenet.

Sporskiftesliberen skal slibe små revner af sporskifter, så de kan holde længere. Revnerne i sporskifterne er så små, at de dårligt kan ses med det blotte øje, men er blevet fundet ved de årlige kørsler med Banedanmarks målevogne tidligere på året.

Det er et præcisionsarbejde at slibe revnerne væk, og det udføres af et hold af internationale specialister i samarbejde med de 16 slibehoveder, der sidder på sporskiftesliberen.

Sporskiftesliberen sliber sporskifterne med en præcision på 0,3 millimeter, og for at sikre et optimalt resultat sliber toget sporskiftet gentagne gange.

»Slibningen forlænger sporskifternes levetid med flere år, og da et nyt sporskifte koster omkring en million kroner, giver det god mening at slibe sporskifterne,« siger Pernille Skovrup, vedligeholdelsesleder i Banedanmark.

Slibningen udføres flere gange ved lav hastighed

Selve slibningen foregår ved lav hastighed på mellem tre og ni kilometer i timen, og det enkelte sporskifte skal slibes flere gange. På en nat kan sporskiftesliberen normalt slibe mellem tre og seks sporskifter.

»På en jernbane, der er godt vedligeholdt, har vi færre hastighedsnedsættelser, og det giver mulighed for, at togene kan holde en høj punktlighed. Så når vi sender sporskiftesliberen eller et af dens “familiemedlemmer” ud i sporet, er det med til sikre, at vi dermed får mere jernbane for pengene,« siger Pernille Skovrup.

Sliber om natten fra 30. september til 8. oktober

Sporskiftesliberen gnistrer og støjer moderat, når den arbejder. For at forstyrre trafikken mindst muligt kører togene fortrinsvis om natten. Om dagen bliver toget så gjort klar til den kommende nats slibning.

Sporskiftesliberen kører efter følgende plan på Sjælland:

  • 30. september-1. oktober: Odense-Slagelse
  • 1.-2. oktober: Korsør-Sorø
  • 2.-3. oktober: Sorø-Ringsted
  • 5.-6. oktober: Sorø-Borup
  • 6.-7. oktober: Ringsted-Borup
  • 7.-8. oktober: Borup-Viby Sjælland.

Øverst: Sporskiftesliberen. (Foto: Banedanmark). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.