Politihunden Geo måtte lede efter forsvunden pose

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – I nat smed en mand en lille pose ind i en hæk ved Vestsjællandscentret, da han så politiet. Heldigvis kunne politiet hjælpe ham med at finde sin pose igen.

Natten til fredag kl. 02.00 kom en politipatrulje forbi parkeringspladsen ved Vestsjællandscentret i Slagelse Midtby. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Den ene mand smed pludseligt en pose ind i hækken

Betjentene fik øje på to mænd, og den ene mand smed en lille pose ind i en hæk. Betjentene besluttede sig for at undersøge den pludseligt uønskede pose nærmere.

Politihunden Geo kom derfor på banen, og den fik snuset sig frem til posen. Det viste sig at være en pose med 0,5 gram kokain. Den ene mand, en 23-årig fra Slagelse, blev derpå sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.