Ny app skal forhindre, at patienter farer vild på Slagelse Sygehus

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

AppVærkstedet er i gang med at producere en app til Slagelse Sygehus, således at sygehusets patienter ikke farer vild, når de bliver indkaldt eller kommer akut.

Slagelse Sygehus, der også bliver kaldt hospitalsbyen af byens borgere, skal udbygges, og det kan udfordre sygehusets brugere, herunder patienterne. Derfor skal AppVærkstedet udvikle en app, som blandt andet kan vise vej mellem parkeringspladser og afdelinger.

Appen viser en rød prik, hvor man står, og derpå kan man klikke på forskellige numre og farver for at få læst op, hvor afdelingerne er i de forskellige bygninger i hospitalsbyen.

Appen bliver udviklet af AppVærkstedet, der er en virksomhed under Handicap og Psykiatriudvalgets vinger, og firmaet drives i samarbejde med softwarefirmaet Euman. Medarbejderne er borgere med særlige behov og talenter.

“Vi er rigtig glade for, at en lokal aktør med en stærk social profil som AppVærkstedet, kan producere en app, der gør det nemmere for vores patienter på Slagelse Sygehus. Vi udvider Slagelse Sygehus over de kommende år, så appen bliver en stor hjælp for vores brugere,” siger Charlotte Bøll Larsen, vicedirektør på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse.

Aktuelt er AppVærkstedet i gang med at fotografere, filme og klippe med videre, og de forventer, at appen er klar til marts i 2018.

Foto: Region Sjælland

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.