Irma lukker deres butik på Stenstuegade i Slagelse By

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

Coop oplyser, at de lukker deres Irma på Stenstuegade 7 i Slagelse By, fordi de vil satse på Storkøbenhavn og Nordsjælland.

I forbindelse med Irmas nye strategi ‘Det Urbane Irma 2018-2022’, som koncentrerer sig om at gøre mere for de københavnske kunder, lukker kæden en række butikker. Det drejer sig om butikker, som ikke passer ind i den nye strategi, eller som giver underskud.

‘Urban’ er defineret som Storkøbenhavn og Nordsjælland samt andre steder, hvor københavnerne opholder sig i fritiden. Til gengæld vil kendte og klassiske Irma-varer komme til salg i Kvickly og SuperBrugsen uden for København samt online.

“Irma skal være noget særligt, og vi tror ikke på, at vi kan være noget særligt for alle. Derfor har vi valgt at koncentrere os om de kunder, der i særlig grad går op i henholdsvis økologi, dyrevelfærd, vegetar- og plantebaseret fødevarer, i livsnydelse og madglæde samt nye varer. Det er kunder, der primært findes i København og andre storbyer, og derfor koncentrerer vi kræfterne her,” fortæller Irmas direktør, Søren Steffensen.

Udover Irma i Slagelse lukker Taastrup, Værløse, Roskildevej i Valby, Sundbyvester Plads, Virum, Frederikssund, Holbæk, Næstved, Ringsted og Valby Langgade 24

Medarbejderne i de berørte butikker er orienteret og vil i videst muligt omfang blive tilbudt job andre steder i Irma og Coop. Butikkerne vil fungere normalt den kommende måned, og de vil have sidste åbningsdag senest den 8. april.

Arkivfoto: Google Earth Pro

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.