Flere ulovlige knallerter i kommunen

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Artiklen er opdateret for 4 år siden.

Slagelse.News – Flere drenge taget på knallerter, som kunne køre for hurtigt. Den ene dreng var endda påvirket af euforiserende stoffer.

I det forgangne døgn har politiet stødt på flere knallerter, der ikke helt overholdt færdselslovgivningen. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Drenge på alt for hurtige knallerter i Slagelse

Onsdag kl. 15.20 kom en 16-årig dreng kørende ad Holbækvej i Slagelse på en knallert, der blev målt til at kunne køre noget hurtigere end tilladt.

Fem minutter efter kom endnu en 16-årig dreng kørende på knallert ad Thorvaldsensvej i Slagelse, som også havde en alt for hurtig knallert. De blev begge sigtet efter færdselsloven.

Påvirket dreng på ulovlig knallert i Tranderup

Kl. 16.45 kom en 15-årig dreng kørende på knallert ad Dybkær i Tranderup nord(vest) for Skælskør, da han blev standset af en politipatrulje.

Betjentene mistænkte ham for at være påvirket af euforiserende stoffer, så han blev anholdt og sigtet for at køre i påvirket tilstand, hvorpå han blev taget med for at få taget en blodprøve.

Det viste sig desuden, at den 15-åriges knallert var ændret, så den kunne køre hurtigere end tilladt, og da det var anden gang, at politiet havde standset ham, blev hans knallert beslaglagt.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Niclas Jessen / Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.