Christopher Trung tilgiver barndommens plageånder

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden).

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Slagelse.News – Mobning var et helvede: »Grinende råbte han: “Du er så grim!”, lige inden han skubbede mig, så jeg faldt bagover. Jeg landede ved foden af kirketårnets trappe,« fortæller Christopher Trung om sin barndom.

»Jeg har ikke tilgivet mine mobbere for deres skyld, men for min egen skyld,« siger det 27-årige Christopher Trung fra Slagelse, der med tilgivelse har frisat sig selv fra barndommens plageånder.

»Grinende råbte han: “Du er så grim!”, lige inden han skubbede mig, så jeg faldt bagover. Jeg landede ved foden af kirketårnets trappe. Præsten så det, og tog fat i ham. Mobningen stoppede dog ikke,« fortæller han.

I næsten 12 år har de uhyggelige minder fra konfirmationsforberedelsen afholdt Christopher Trung fra at træde ind i kampestenskirkens våbenhus.

Mobberne fra tre år tidligere var med på konfirmandhold

På konfirmandholdet var han den eneste elev fra specialskolen, imens de andre unge kom fra to almindelige skoler i Slagelse.

»Teknisk set skulle jeg faktisk have været konfirmand i Nørrevangskirken. Men i håbet om at der måske var flere jeg kunne snakke med fra min gamle skole, havde man knyttet mig til en kirke fra min gamle skoles distrikt,« siger Christopher Trung, inden han fortsætter:

»Men en stor del af dem der havde mobbet mig på den gamle skole, næsten 3 år tidligere, var også en del af konfirmandholdet. Og så begyndte det hele igen.«

Således udviklede konfirmationsforberedelsen sig til et rent helvede for den dengang 13-årige Christopher Trung, hvis forældre også var i dialog med Sct. Peders Kirke i Slagelse om mobningen, da de opdagede at det fandt sted.

Christopher Trung fik det dårligt af at træde ind i kirken

»Jeg havde i forvejen en autismediagnose i rygsækken, og ville egentlig bare gerne prøve og passe ind. Så hver gang jeg blev spurgt om hvordan det gik til konfirmationsforberedelsen, sagde jeg bare “Fint”. Det hele kulminerede dog på en lejrtur med konfirmandholdet, hvor det var så slemt, at mine forældre måtte komme og hente mig hjem igen, mindre end et døgn efter at de havde afleveret mig på lejren.«

Sammen med Christopher Trungs forældre forsøgte Sct. Peders Kirke med forskellige tiltag. Blandt andet med at en elev fra Marievangsskolen blev opfordret til at sætte sig ved siden af Christopher til konfirmationsforberedelsen, så han havde nogen at snakke med.

Selvom det var en stor hjælp, var det dog ikke nok til at få mobningen stoppet, siger Christopher, der mener, at skaden allerede var sket:

»Selvom jeg fik et fint venskab ud af det med eleven, var jeg begyndt at få det dårligt med at træde ind i kirken. Faktisk på et plan, hvor jeg i mange år undlod jeg helt og holdent at være i nærheden af den pågældende kirke, hvis jeg kunne komme til det. Jeg fik det skidt.«

Barndommens mobning havde for længst sat dybe spor

Flere år senere til Kulturnatten i Slagelse, stødte Christopher Trung på en af dem, der havde været med til mobningen som medløber.

»Han fortalte mig, at han gerne vil undskylde for det han gjorde mod mig, både i skolen og til konfirmationsforberedelsen. Jeg kan faktisk ikke huske, hvad jeg svarede ham, men jeg kan stadig huske, at bitterheden ikke havde ændret sig,« forklarer Christopher Trung.

Allerede dér havde mobningen for længst sat dybe spor i Christopher Trungs selvværd, og i mange år så han sig selv som det barn, andre ikke gad lege med.

»Jeg har gået og været helt utroligt vred. Vred på dem der mobbede mig. Vred på mig selv, i ren bebrejdelse over om jeg havde kunnet handle anderledes dengang, til trods for, at jeg blot var et barn. Og jeg var vred på dem, der blot så til fra sidelinjen, mens mobningen fandt sted.«

En stor byrde lettede fra skuldrene med tilgivelsen

Mange år senere læste Christopher Trung en artikel om en politiker, der selv var blevet mobbet i skolen, og som havde fundet forløsning gennem tilgivelse.

Den efterfølgende nat drømte han om sine egne plageånder fra barndommen, der ved sjældne lejligheder stadig hjemsøgte ham.

»Denne gang var drømmen anderledes. Jeg valgte at tilgive dem. Jeg tilgav dem alle. Også dem, der blot så til fra sidelinjen. Jeg tilgav ikke nogen for andres skyld, men for min egen. Da jeg vågnede næste dag, følte jeg, at en stor byrde var lettet fra mine skuldre. En byrde af vrede, jeg havde gået med i så mange år,« forklarer han.

Den følgende søndag trådte Christopher Trung ind i den gamle kampestenskirkes våbenhus, for første gang i mange år, for at deltage i gudstjenesten. Han kom igen ugen efter.

Øverst: Privatfoto. (Foto: Christopher Trung). PM/rk.