Åbent hus på den nye brandstation i Slagelse

Opdateret den

Læsetid: 2 min.

Beredskabet inviterer til åbent hus, når Slagelse Brand og Redning flytter fra brandstationen i Rytterstaldstræde til Falcks redningsstation på Antvorskov Allé.

Fredag den 24. august 2018 er store flyttedag for Slagelse Brand og Redning. Hele stationen inklusive brandbiler og udstyr flytter fra brandstationen i Rytterstaldstræde til Falcks redningsstation på Antvorskov Allé 135 i Slagelse By.

Det bliver markeret med kortegekørsel og åbent hus i de nye lokaler, hvor alle interesserede er velkomne til at kigge forbi mellem cirka kl. 16.30 og kl. 18.00.

»Den gamle brandstation er ikke tidssvarende længere, så vi ser frem til at flytte ind på den nye station. Vi får bedre plads til både materiel og personale, og vi glæder os til at vise de nye og moderne lokaler frem,« siger Michael Djervad, som er konstitueret beredskabschef.

Åbent hus-arrangementet, der afholdes i samarbejde med Falck, starter cirka kl. 16.30 på redningsstationen på Antvorskov Allé, men allerede kl. 16.15 kører brandbilerne i kortege fra den gamle brandstation i Rytterstaldstræde til den nye adresse på Antvorskov Allé.

Her vil borgmester John Dyrby Paulsen (S) stå for selve indvielsen, når han “klipper” en jernstang over med en frigørelsessaks. Derefter er der åbent hus, hvor alle interesserede er velkomne til at komme forbi og se de nye lokaler, hilse på brandfolkene og se brandbilerne.

Program for fredag den 24. august:

  • Kl. 16.15: Brandbilerne kører fra den gamle station i kortege fra Rytterstaldsstræde til den nye, fælles station på Antvorskov Allé 135.
  • Kl. 16.30: Ankomst ved Antvorskov Allé, borgmester John Dyrby Paulsen åbner stationen og Falck byder velkommen.
  • Kl. 16.30-18.00: Åbent hus for alle som vil se, hvordan brandbilerne kommer til at bo på Falck-stationen. Der bliver også rig mulighed for at se brandbiler og ambulancer samt at snakke med mandskabet.

Foto: Slagelse Kommune.


Fortæl din mening:

Kommentarer

Del denne artikel: