Et tip ledte politiet til et skunkvæksthus

Skaelskor.News – Politiet fik et tip om et skunkvæksthus tæt på Skælskør, og betjentene kom absolut ikke tilbage med tomme hænder.

Efter et tip rykkede politiet ud til en adresse uden for Skælskør torsdag formiddag, hvor der skulle være et væksthus med cannabisplanter. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Stiklinger svarende til 62 kg færdig marihuana

Tippet viste sig helt korrekt, for politibetjentene fandt både store planter og masser af stiklinger i et omfang, som svarer til omkring 62 kg færdig marihuana. Der blev også fundet cirka fem kg tørrede topskud fra cannabisplanterne.

Alle planterne blev høstet og destrueret, og tre personer på stedet blev anholdt kl. 10.03. Den ene blev løsladt efter afhøring på politistationen i Slagelse, mens de to andre – en 33-årig og en 34-årig mand fra Vestsjælland – blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om salg af euforiserende stoffer. De to sigtede fremstilles i grundlovsforhør senere fredag.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Hieronymus Ukkel / iStock). DR/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/5m57