Melodi Grand Prix og disko til kulturdagene i Korsør

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Korsor.News – Tirsdag aften den 20. august 2019 starter de maritime kulturdage i Korsør med Melodi Grand Prix-hits og diskosange fra 70′- og 80’erne.

Musicalforeningen Storebælt sætter tirsdag den 20. august 2019 sejl mod Fæstningen i Korsør. For her åbnes de maritime kulturdage, med en fest i Melodi Grand Prix’ets og diskoens tegn.

Sange bliver sunget af foreningens dygtige sangere

»O’høj landkrabber!« – lyder det fra foreningen. Gæster og matroser fra nær og fjern, bydes velkommen til de maritime kulturdage med en overdådig fest, hvor lydbølgerne fra Storebælt kan høres helt i Nyborg.

Publikum kan glæde sig til sange, sunget af foreningens dygtige sangere. Dansekoreograf Cecilie Bonne har lovet, at der skal danses – for det skal der. Danserne kommer naturligvis med hende.

Det fabelagtige Partyband, Payaz, som tidligere har optrådt til picnic-koncerterne, sætter tonerne til en forrygende aften. Payaz fejrer i år 5-årsjubilæum.

Gryden på Korsør Fæstning kommer atter i kog

Man skulle tro at det var slut med koncerterne i gryden for i år, men gryden bliver atter tændt.

På med redningsvesten og hop ned i gryden – for du er inviteret til en aften i selskab med en kavalkade af danske Melodi Grand Prix-hits og diskosange fra 70′- og 80’erne.

Fordi koncerten er ved vandet, kommer der også et par sange med maritimt islæt. Publikum vil helt sikkert få gryden i kog, når bandet slår tonerne an til Birthe Kjærs “Vi maler byen rød”.

Gratis og god musik i gryden fra kl. 18.30 til 20.30

Der bliver lagt til kaj ved Fæstningen i Korsør den 20. august 2019. Musikken sejler derudad fra kl. 18.30 til kl. 20.30.

Læs mere på: Facebook.

Foreningen opfordrer publikum og søulke til at medbringe egne picnic-stole, vand, mad og anden forplejning. Det er gratis at deltage.

Arrangementet afholdes i samarbejde med MKOF – Maritime Kultur- og Folkemøde samt Oplev Korsør og Korsør Bykontor.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Musicalforeningen Storebælt). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.