Hospice i Korsør måske på finanslov 2019

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 4 år siden.

Finanslovforslaget afsætter 2,5 millioner kroner pr. år i to år til et hospice i det tidligere hospital i Korsør. Korsør Hospice Initiativgruppe har oprettet en Facebook-side, hvor borgerne kan deltage eller følge med.

Regeringens finanslovforslag har sat 2,5 millioner kroner af pr. år i to år til et hospice i det tidligere hospital i Korsør.

Derfor genopstår Korsør Sygehus måske på finansloven som hospice. Hospitalet ligger på Møllebjergvej 11 i Korsør Sydby. Det ligger på hjørnet af Møllebjergvej og Quistgaardsvej, hvor der er let adgang til Storebælt på den ene side og Korsør centrum på den anden side.

Værdig afsked med livet i et omsorgsfuldt forløb

»Det glæder mig at det lykkes at få afsat penge på finansloven til et hospice i det gamle Korsør Sygehus, som står tomt,« siger folketingsmedlem Brigitte Klintskov Jerkel (K) til Slagelse News og fortsætter:

»Det er så vigtigt, at man kan tage en værdig afsked med livet, og at man kan få et omsorgsfuldt og lindrende forløb,« pointerer Brigitte Klintskov Jerkel, som er valgt i Sjællands Storkreds og er opstillet af Det Konservative Folkeparti i Slagelse og Greve kommuner.

Tanken er, at både Region Sjælland og privatpersoner skal kunne betale for en hospiceplads. Tanken er endvidere, at der skal være 18 pladser.

De nærmeste hospicer er Hospicegården Filadelfia i Dianalund og Hospice Sjælland i Roskilde. Svanevig Hospice på Lolland ligger også i regionen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Slagelse Media
Brigitte Klintskov Jerkel (K). Foto: Slagelse Media.

Nyoprettet Facebook-side: Korsør Hospice Initiativgruppe

Formanden for Det Konservative Folkeparti i Slagelse Kommune og tidligere byrådsmedlem i Hashøj og Slagelse kommuner, Niels Jørgensen, hilser lovforslaget velkommen. Han har længe gjort opmærksom på behovet for et hospice i Vestsjælland, hvor han samtidig har nævnt Korsør Sygehus som en oplagt mulighed.

Niels Jørgensen har allerede taget initiativ til en Facebook-side, hvor der vil komme yderligere information. Der skal blandt andet samles en gruppe af lokale borgere, som skal arbejde videre med grundlaget og med at skaffe penge fra fonde.

Du kan følge med på Facebook-siden: Korsør Hospice Initiativgruppe.

Smukke rammer omkring det gamle Korsør Sygehus

Aktuelt er det gamle hospital sat til salg hos 8.950.000 kroner hos Nybolig Erhverv Jørgen Klode. Ejendommen ejes af Evang Ejendomme ApS i Ringsted, der ejes af direktør Peter Evang Hansen via Evang ApS.

“Det tidligere Korsør Sygehus ligger på hjørnet af Møllebjergvej og Quistgaardsvej i den gamle del af Korsør kun et stenkast fra vandet. Quistgaardsvej ender i vinterbadernes klubhus, badebro og stisystemet langs Storebælt. Her er der rig lejlighed til at gå ture langs vandet eller blot sætte sig på en bænk eller sten og nyde udsigten,” skriver Nybolig Erhverv Jørgen Klode.

Hospitalet startede som små sygestuer i sidste halvdel af 1800-tallet, og i 1909 blev det taget i brug som hospital. Der kom en tilbygning i 1941, og det blev moderniseret i 1999.


Øverst: Folketingsmedlem Brigitte Klintskov Jerkel (K) og Niels Jørgensen, formand for Det Konservative Folkeparti i Slagelse Kommune og tidligere byrådsmedlem. I midten: Folketingsmedlem Brigitte Klintskov Jerkel (K).

Foto: Slagelse Media.

Opdateret.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.