Fuld mand sejlede rundt i Storebælt

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

Politiet og en læge måtte rykke ud på vandet for at teste en udenlandsk fører for alkohol i blodet.

Sent tirsdag aften kl. 23.26 fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en henvendelse fra overvågningen på Storebælt om, at føreren af et fragtskib, der var på vej mod syd gennem Storebælt, var fuld.

Skibsføreren havde haft svært ved at holde skibet på den udstukne kurs, og radiokommunikationen havde været uklar.

To politibetjente og en læge blev sendt ud til fragtskibet med en patruljebåd fra Søværnet. Føreren blev alkometertestet, da patruljebåden nåede frem til fragtskibet lidt syd for Storebæltsbroen.

Det viste sig, at føreren var alkoholpåvirket, og at der er tale om en 47-årig russisk mand. Skibet sejler i øvrigt under portugisisk flag.

Manden blev anholdt kl. 2.25 og sigtet for overtrædelse af søloven. Derpå blev han taget med i land til politistationen i Næstved, hvor sagen nu behandles.


Arkivfoto: Forsvaret / Anders Fridberg

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.