Nye skiltede ruter giver turister autentiske naturoplevelser

Opdateret den

Læsetid: 2 min.

Skilte langs “Sjællandsleden” ved Stillinge Strand skal skrue op for de autentiske oplevelser for både turister og kommunens borgere.

Det kan være vanskeligt at finde frem til de mest unikke naturområder, hvis man er turist, tilflytter eller blot kommer fra et andet sted i kommunen.

Derfor vil Slagelse Kommune opsætte skilte ved Stillinge Strand. Samtidig skal skiltene binde en sløjfe til den nationale vandrerute “Sjællandsleden”.

I forbindelse med kommunens kyst- og naturturismeprojekt har der løbende været afholdt lokale workshops, hvor udvalgte foreninger er kommet på banen med gode forslag og ideer.

Her har der været et ønske om at lave skiltede ruter omkring Stillinge Strand, hvilket nu er blevet en realitet.

»I Slagelse Kommune har vi en alsidig og smuk natur, og med skiltene skruer vi nu op for de autentiske oplevelser både for turisterne, men også for alle os, som bor her,« siger formanden fra Hejninge Stillinge Lokalråd, Kirsten Lambert.

Nye ruter skal intensivere naturturismen

Når man benytter sig af ruterne, vil et af højdepunkterne være udsigtspunktet ved Støvlebækvej og Kongsmarkvej, som på smukkeste vis binder vand, strand og skov sammen. Her kan man spise sin frokost ved de opsatte borde, mens man nyder den unikke udsigt over Storebælt.

I udsigtspunktet er der opsat et flot pegeskilt, som også viser distancer til forskellige turistattraktioner i kommunen lige fra Vikingeborgen Trelleborg og Borreby Gods og Korsør Fæstning. Pegeskiltet er udarbejdet af Produktionsskolen i Korsør.

»Et af målene ved kyst- og naturturismeprojektet er at blive endnu bedre til at præsentere vores turister for, hvad vores smukke natur har at byde på, siger formanden for Erhvervs- og Teknikudvalget, Villum Christensen (LA), og fortsætter:

»Derfor er de nye ruter et forsøg på i fællesskab med borgerne at intensivere vores naturturisme, og vise turisterne de bedste ruter langs den Sjællandske Vestkyst.«

Læs mere på: sjaellandsleden.dk.


Foto: Slagelse Kommune.


Fortæl din mening:

Kommentarer