Slagelseaner havde forfalsket sine nummerplader

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Slagelse.News – En slagelseaner kom kørende på motorvejen uden kørekort og med amfetamin, men han blev stoppet, fordi politiet fik øje på hans nummerplader.

Natten til onsdag kl. 01.01 standsede politiet en personbil på motorvejen, fordi bilen nummerplader burde sidde på en anden bil.

Bilen blev observeret på Holbækmotorvejen ved Roskilde, hvor den kørte i vestlig retning. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Nummerpladerne viste sig at være “tilvirkede”

Bilen blev ført af en 40-årig mand fra Slagelse, som i forvejen var frakendt kørekort og derfor ikke måtte køre bil.

Bilens nummerplader viste sig at være “tilvirkede”, hvilket vil sige, at enkelt ciffer var ændret, så nummerpladerne lignede de afmeldte nummerplader, der tidligere havde siddet på den 40-årige mands bil.

Ved anholdelse var den 40-årige også i besiddelse af 0,36 gram amfetamin, så han blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Han var kortvarigt anholdt og blev afhørt for de lovovertrædelser, som han er mistænkt for at have begået. Derfor vil han høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.