Nu kan du indstille byggeri til årets bygningspris

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

Alle har mulighed for at indstille nybyggede og nyrenoverede bygning til årets bygnings- og arkitekturpris. Vinderen bliver afsløret til Sct. Michaels Nat.

Til Sct. Michaels Nat bliver det afsløret, hvem der vinder årets bygningspris. Men allerede nu efterlyser Slagelse Kommune forslag til nybyggerier, ombygninger eller renoveringer, som er værdige til at modtage prisen i år.

Sidste år gik prisen til to meget forskellige nybyggerier: En bæredygtig staldbygning på Glænø og det nye psykiatrisygehus i Slagelse.

Slagelse Kommune har siden 1988 uddelt en pris til byggeri og anlæg af høj arkitektonisk kvalitet. Udover at være en anerkendelse til bygherre og arkitekt er det Slagelse Kommunes ønske, at præmieringen af de gode eksempler vil medvirke til at øge interessen for og inspirere til endnu flere smukke byggerier og byrum. Prisen kan gives til både nybyggeri og renoveringer.

Udover hædrende omtale består præmien af en bronzeplade til opsætning på bygning eller ved anlæg samt et diplom til bygherre og arkitekt. Bygnings- og arkitekturprisen er i år sponsoreret af det lokale landinspektørfirma Skel.dk.

For at et byggeri eller anlæg kan komme i betragtning til prisen, skal det være færdiggjort inden for det forgangne år og inden for følgende områder:

  • Smukt og godt byggeri i almindelighed.
  • God og nænsom skiltning eller facadeudformning.
  • Smukke anlæg – torve, pladser, haver, opholdsarealer med videre.
  • Særlige fortjenstfulde renoveringer eller restaureringer af ældre ejendomme.
  • Nybyggeri, der æstetisk og på særlig hensynsfuld måde er indpasset i det eksisterende bymiljø.

Sekretæren for dommerkomiteen er Signe Marie Rohde, arkitekt MAA, Plan, Center for Miljø, Plan og Teknik. Forslag med billedmateriale og en kortfattet begrundelse sendes til plan@slagelse.dk senest den 26. august 2018.


Øverst: Psykiatrisygehuset. Foto: Slagelse Kommune.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.