Nu er det snart tid til årets landdistriktspris

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

Slagelse.News – Landdistriktsprisen hædrer et projekt eller en forening, der har gjort en særlig indsats for at skabe vækst og udvikling i landdistrikterne i Slagelse Kommune. Du kan sende forslag indtil den 26. oktober.

Til december skal en gruppe ildsjæle fra Slagelse Kommune hyldes, når Kommunen uddeler prisen Årets Landdistriktsindsats.

Sidste år var det spejderne i Vemmelev, som vandt for deres inkluderende arbejde med unge. Nu er spørgsmålet så, hvem der skal nomineres til prisen i år.

Prisvinderen skal være flere personer

Tidligere har enkeltpersoner kunne løbe med sejren, men denne gang skal vinderen være flere personer. Det skyldes, at prisen går til dem, der gavner fællesskabet, og det afspejler sig netop i en gruppenominering.

Derudover skal projektet være forankret i landområderne uden for Slagelse, Korsør og Skælskør.

»Med landdistriktsprisen hylder vi de lokale helte, som får lokalsamfundet udenfor de store byer til at blomstre. Det er deres viljekræft, der er med til at sikre, at landdistrikterne forbliver attraktive steder at leve og bo i,« siger formanden for Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget, Jørgen Grüner (SF), og fortsætter:

»Derfor er det vigtigt at anerkende deres arbejde, og kender man nogle, som har gjort noget ekstraordinært i år, så vil vi anbefale, at man indstiller dem til prisen.«

Dommerkomiteen består af to medlemmer af Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget, formanden for Landudvikling Slagelse, formanden for Frivilligcentret i Slagelse Kommune og et medlem af Landliv i Slagelse.

Gruppen skal indstilles inden 26. oktober

Forslag til vinderen skal senest sendes afsted til Slagelse Kommune den 26. oktober 2018. Sammen med forslaget skal der være et billede og en beskrivelse af projektet, som redegør for, hvorfor den indstillede gruppe skal løbe med prisen.

Indstillinger kan sendes på e-mail til Landdistriksudviklingen på: landdistriktsudvikling@slagelse.dk.

Udover de 10.000 kroner får vinderen også en messingplade med indgraveret titel og årstal, og et træ til udplantning på et fællesareal.


Foto: Slagelse Kommune.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.