Kommunen åbner alle daginstitutioner for nødpasning

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Slagelse.News – Alle skoler og dagtilbud er fortsat lukkede foreløbig til og med 2. påskedag, men fremover bliver børn, som er tilmeldt nødpasning, passet i deres sædvanlige daginstitution.

Alle skoler og dagtilbud i hele landet er fortsat lukkede foreløbig til og med den 13. april.

I Slagelse Kommune har der været etableret nødpasning for børn fra daginstitutioner og dagpleje, som indtil nu har været samlet på seks institutioner.

En stigning i henvendelser omkring børn som potentielt får brug for nødpasning gør, at nødpasningen nu flyttes ud til alle daginstitutioner.

Det sker for at undgå at for mange børn og personale er samlet samme sted. Kriterierne for nødpasning er fortsat de samme. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Stor stigning i antallet af børn tilmeldt nødpasningen

Det er stadig formålet med nedlukning af daginstitutionerne, at så mange som muligt bliver hjemme. Det gælder både børn og voksne.

I Slagelse Kommune oplever man en stigning i antallet af henvendelser omkring børn som muligvis får brug for nødpasning, og det gør at strategien for nødpasning nu ændres.

»Antallet af henvendelser om børn, som muligvis får brug for nødpasning er steget voldsomt. Det er ikke alle børn, der er tilmeldt, som alligevel får brug for nødpasning og møder op. I sidste uge var der kun mellem 22-26 børn fremmødt i nødpasning, mens der i denne uge har været 39 børn. Lige nu er 140 børn tilmeldt nødpasning, og det vil sige, at det er børn, som potentielt står til at møde op i nødpasning,« siger borgmester John Dyrby Paulsen (S) og fortsætter:

»Derfor har vi ændret strategi, så nødpasningen nu flyttes ud til alle daginstitutioner og ikke kun de seks institutioner som indtil nu. Det gør samtidig, at vi går fra at have 30 medarbejdere til 130 medarbejdere på arbejde i daginstitutionerne. Det er vigtigt, at vi alle holder afstand, og det kan være vanskeligt i en daginstitution, hvor børn leger sammen. Derfor er det vigtigt, at alle dem, der kan holde børnene hjemme, fortsat gør det, så vi bedst kan bryde smittekæderne.«

Færre på samme sted skal være med til at bryde smittekæden

Nødpasningen flyttes nu fra de seks institutioner ud til alle institutionerne. Det betyder, at de børn, som er tilmeldt nødpasning, fremover bliver passet i de daginstitutioner, hvor de sædvanligvis er indmeldt.

På den måde er færre børn og personale samlet, og det gør smittekæderne bedre kan brydes.

Ud over flytningen er der ikke ændret på kriterierne nødpasningen. Nødpasningen er fortsat særligt målrettet forældre, der arbejder i beredskabet såsom sygehus, hjemmepleje, beredskab, politi eller andre samfundsvigtige funktion.

Nødpasning gælder også andre, som har undersøgt alle andre muligheder for pasning, men hvor det ikke har været muligt at finde en anden løsninger. Der skal være tale om et uomgængeligt behov for nødpasning.

Hvis man har brug for nødpasning helt eller delvist, skal man meddele det til dit barns dagtilbud/dagpleje. Det er lederen i barnets sædvanlige dagtilbud, der kan hjælpe med at få og koordinere nødpasning.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Terimakasih0 / Pixabay). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.