Frederik Vad Nielsen ny lokal folketingskandidat

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Slagelse.News – Den 27-årige Frederik Vad Nielsen, der snart er tidligere forbundsformand i DSU, blev valgt med et overvældende flertal på Socialdemokratiets kredsgeneralforsamlingen onsdag aften.

DSU’s snart afgående forbundsformand, Frederik Vad Nielsen, blev valgt som Socialdemokratiets lokale folketingskandidat i går onsdag. Det oplyser Socialdemokratiet i Slagelse Kommunekreds på Facebook.

Overvældende flertal mod det lokale byrådsmedlem

Den 27-årige Frederik Vad Nielsen, der snart er tidligere forbundsformand i DSU (Dansk Socialdemokratisk Ungdom), blev valgt med et overvældende flertal i et kampvalg mod det lokale byrådsmedlem Unnie Oldenburg (S) på Socialdemokratiets kredsgeneralforsamlingen onsdag aften.

Forud for kredsgeneralforsamlingen havde Frederik Vad Nielsen vundet på generalforsamlingerne i Slagelse og Korsør, hvorimod Unnie Oldenburg havde vundet en urafstemning i Skælskør.

»Jeg er valgt som Slagelsekredsens kandidat. I det Vestsjælland, som repræsenterer alt det, jeg er opvokset i og har knoklet for altid,« skriver Frederik Vad Nielsen på Facebook og fortsætter:

»Fra ordblindhed til skolehjem. Fra myndiggørelse til sociale fremskridt i den rigtige rækkefølge. Alt det der har svært ved at mobilisere skærmtid, penge og opmærksomhed. Nu må vi se om det kan lade sig gøre. Jeg lovede mig selv kun at gøre forsøget her. Ellers skulle det ikke være. Men det lykkedes, og arbejdet begynder i morgen. Jeg glæder mig til kampen med et fantastisk hold omkring mig.«

Tidligere kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S) var ellers den lokale folketingskandidat i Slagelsekredsen, men hun trak sig for politik sidste år.

»Jeg stiller ikke op til Folketinget næste gang, og jeg har det godt med denne beslutning om at forlade politik for nu,« skrev hun sidste år.

Øverst: Frederik Vad Nielsen (S). (Foto: Facebook / Socialdemokratiet i Slagelse Kommunekreds). Red/roke

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.