Foreningslivet skal tænke kreativt under corona

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Slagelse.News – Kultur- og Fritidsudvalget opfordrer foreningslivet til at tænke kreativt under coronanedlukningen, der gør det umuligt at gennemføre de aktiviteter, som de normalt søger tilskud til.

Allerede nu står det klart, at mange af de aktiviteter, som kommunens foreningsliv normalt tager initiativ til, ikke kan gennemføres i år.

Derfor opfordrer Kultur- og Fritidsudvalget nu foreningerne til at komme med forslag til corona-venlige aktiviteter. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.

Der er brug for foreningerne og fællesskabet

Kommunens foreninger er nødt til at indstille sig på, at coronapandemien gør det umuligt at gennemføre de normale aktiviteter, som foreningerne normalt søger tilskud til.

Derfor opfordrer Kultur- og Fritidsudvalget nu foreningerne til at tænke kreativt og i helt nye baner. Det er der brug for, hvis foreningerne skal holde kontakten til medlemmer og frivillige under coronanedlukningen.

»Coranaen spænder ben for de mange aktiviteter, som foreningerne normalt står bag, og som vi normalt også giver tilskud til. Men der er brug for foreningerne og det fællesskab, som de tilbyder,« siger Britta Huntley (S), der er næstformand i Kultur- og Fritidsudvalget, og fortsætter:

»Derfor vil vi gerne have dem til at tænke kreativt og lave aktiviteter, som kan foregå foran skærmen. Til gengæld vil vi fra udvalgets side se positivt på ansøgninger om tilskud til den slags aktiviteter.«

Konkurrencer, online-træning og hjemmeopgaver

Før jul afholdt udvalget et temamøde for foreningerne for at give dem inspiration til, hvordan foreningerne kan benytte digitale platforme til at fastholde medlemmer og frivillige.

Digitale konkurrencer, online-træning og hjemmeopgaver var nogle af de forslag, der kom frem. Og udvalget håber, at foreningerne lader sig inspirere og vil komme med kreative forslag til, hvordan børn og unge kan holdes i gang.

»Lige nu sidder mange skoleelever derhjemme. De har ikke mulighed for at dyrke idræt, gå til spejder, spille teater eller være kreativ på billedskolen,« siger Troels Brandt (R), der er medlem af Kultur- og Fritidsudvalget og fortsætter:

»Det er et godt tidspunkt at lave aktiviteter på eksempelvis sociale medier. Bare for at give dem en lille følelse af at være aktiv og en del af et fællesskab, mens det her står på. Det vil vi gerne være med til at støtte.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Muscat Coach / Pixabay). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.