Om du er gammel eller ung – bliv viet af Christopher Trung

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

Torsdag eftermiddag gennemførte det nyvalgte byrådsmedlem Christopher Trung (V) giftefogedskurset sammen med blandt andet Søren Lund Hansen (DF), som også er nyvalgt byrådsmedlem i Slagelse Kommune. De kan sammen med de andre giftefogeder vie folk på et af de tre rådhuse eller uden for rådhusene.

Der er adskillige muligheder for at blive viet i Slagelse Kommune. Der er for eksempel 41 folkekirkesogne i kommunen. Desuden er der vielsesmyndigheder i andre trossamfund. Og så er der Slagelse Kommune og de tre rådhuse, hvor det er muligt at blive borgerligt viet.

“Om du er gammel eller ung – bliv viet af Christopher Trung,” skriver byrådsmedlem Christopher Trung fra Venstre. Det kunne lyde som overskriften på en salgsannonce, men det er det ikke. Torsdag eftermiddag kunne han kalde sig selv for giftefoged.

En giftefoged er udnævnt af borgmesteren og byrådet til at foretage borgerlige vielser inden for egen kommune. Dette hverv skal ikke gå ubenyttet hen, hvis man spørger Christopher Trung:

“Det er helt utroligt at kunne bidrage til så vigtigt et øjeblik i to menneskers liv. Og jeg kan allerede se frem til næste måned, hvor jeg har fået den ære at vie et par på Skælskør Rådhus. Det er noget helt specielt og jeg glæder mig meget,” fortæller Christopher Trung til Slagelse News.

Christopher Trung / Foto: Slagelse Kommune
Christopher Trung / Foto: Slagelse Kommune

Den 24-årige politiker tog giftefogedskurset sammen med blandt andet Søren Lund Hansen fra Dansk Folkeparti, der også er nyvalgt i byrådet:

“Hver eneste vielse er noget helt specielt og for mig er det vigtig at hver eneste brudepar får en oplevelse af, at netop jeres vielse er noget ganske særligt og hvor I kan mærke at der er tid og ro til nærhed og kærlighed. Det er en stor glæde at få lov til at være en del af jeres store dag og se jeres kærlighed til hinanden,” fortæller Søren Lund Hansen.

Udover at kunne blive viet på de tre rådhuse i kommunen, kan man efter aftale med Borgerservicecenter Slagelse blive viet uden for rådhusene.

Det er ikke muligt at blive borgerligt viet på søn- og helligdage. Derudover foretages der ikke vielser på lørdage, som ligger op af helligdage og andre af administrationens lukkedage.

Du kan skrive til Christopher Trung på trung@slagelse.dk eller til Søren Lund Hansen på sohaa@slagelse.dk, hvis du ønsker at blive viet af en af dem.

Unnie Oldenburg (S) og Sofie Janning (S) deltog også i giftefogedskurset.

Øverst: Genrefoto: g-stockstudio / iStock

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.