Slagelse-kredsens Brigitte Klintskov Jerkel bliver MF

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 4 år siden.

Brian Mikkelsens (K) exit fra Folketinget efter 24 år giver plads til Brigitte Klintskov Jerkel (K), som blandt andet er opstillet i Slagelse-kredsen. Hun har været stedfortræder i Folketinget siden 2016, men bliver nu folketingsmedlem. Samtidig får hun nye ordførerskaber.

Brigitte Klintskov Jerkel (K), der er opstillet i Slagelse- og Greve-kredsen, afløser tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i Folketinget. Det har hun faktisk gjort siden november 2016, men det var som stedfortræder i Folketinget og ikke som medlem af Folketinget.

Hun blev 1. suppleant i Sjællands Storkreds ved folketingsvalget i 2015, hvor Det Konservative Folkeparti fik et mandat. Hun blev derefter indkaldt som stedfortræder, da Brian Mikkelsen søgte orlov i forbindelse med, at han blev erhvervsminister i 2016.

Brigitte Klintskov Jerkel agter at fortsætte med de arbejdsopgaver, som, hun mener, er væsentlige for Slagelse.

»Jeg fortsætter arbejdet for de områder, som er vigtig for Slagelse-kredsen, såsom infrastruktur, gode vilkår for familier, børn og unge, ro i ghetto-områderne, lige adgang til sundhed, ordentlige vilkår for erhvervslivet og bevarelse af flådestationen – for at nævne nogle af områderne. Med de nye ordførerskaber, har jeg fået lettere adgang til at påvirke den politiske proces på områderne i dagligdagen, hvilket jeg ser som klar en fordel,« skriver Brigitte Klintskov Jerkel i en e-mail.

Nyt ansvar inden for familie-, børne- og socialområderne

Det Konservative Folkeparti har lavet en mindre ordførerrokade i forlængelse af Brian Mikkelsens exit. Det betyder, at Brigitte Klintskov Jerkel skal varetage følgende områder fremover:

  • Familie- og børneordfører
  • Forebyggelsesordfører
  • Ordfører for nordisk samarbejde
  • Psykiatriordfører
  • Social- og handicapordfører
  • Transportordfører
  • Undervisningsordfører
  • Ældreordfører

 

Ordførerskaberne medfører et samarbejde med seks ministre herunder børne- og socialminister Mai Mercado (K), der ses herunder med den øvrige folketingsgruppe.

Den konservative folketingsgruppe
Den konservative folketingsgruppe

Familie- og børneområdet samt social- og handicapområdet er blandt de nye ordførerskaber, men der er alligevel tale om kendte områder for Brigitte Klintskov Jerkel. I byrådet i Greve har hun arbejdet med dagtilbud, skole, SFO samt udsatte børn og unge igennem 12 år. Desuden har hun tidligere været ansat på anbringelsesområdet i Solrød og Stevns kommuner.

Brigitte Klintskov Jerkel er også valgt til byrådet i Greve Kommune og regionsrådet i Region Sjælland. Hun er uddannet socialrådgiver og Business Coach, og hun arbejdede som socialrådgiver, indtil hun kom i Folketinget. Hun er 48 år og har to drenge.

Hun kører racerbil i sin fritid og har endda en banelicens. Hun har tidligere besøgt Drengerøvsaftenen i Skælskør sammen med sin racerbil, men sidste gang kunne hun ikke komme, da hun var taget ned til Formel 1 Grand Prix De Monaco i stedet for.

Brigitte Klintskov Jerkel
Brigitte Klintskov Jerkel

Brian Mikkelsen var i øvrigt opstillet i fire kredse i Sjællands Storkreds: Roskilde, Holbæk, Kalundborg/Odsherred og Sorø/Ringsted, og de fire vælgerforeninger samt storkredsen skal nu finde nye kandidater.

Læs også: Brian Mikkelsen fra Sjællands Storkreds stopper i politik


Foto: Pressefoto

Opdateret: 27/06-18

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.