Region Sjælland får flere steder med hurtigtest

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Zand.News – Der bliver mulighed for hurtigtest på Agersø og Omø fra næste uge.

Fra i næste uge vil det igen være muligt at få en hurtigtest på øerne Femø, Fejø, Agersø, Omø, Orø og Sejerø. Derudover genåbner hurtigteststeder i fem byer på fastlandet. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Første åbningsdag bliver før juleaftensdag

Tilbuddet om hurtigtest på småøerne genåbnes som en konsekvens af den stigende smitte i samfundet. Teststederne åbner i takt med, at logistik omkring lokaler, materialer og pode-personale falder på plads. Alle steder vil have første åbningsdag før den 24. december.

Det er et tæt samarbejde mellem øboerne, Falck og Region Sjælland, der igen gør det muligt at åbne teststeder på øerne.

Øboere hjælper med at rekruttere podere

Under forrige smittebølge blev der udviklet en model, hvor øboere hjalp til med at rekruttere podepersonale på øerne, og Falck oplærte disse folk til at pode og stillede testmateriale og værnemidler til rådighed. Testlokaliteterne blev fundet i samarbejde med de respektive kommuner. Det er samme model, der nu tages i brug.

»Det er fantastisk, at de øboere, der arbejdede som podere for Falck under den seneste smittebølge, igen stiller op og hjælper til. For det er der virkelig brug for. Desværre stiger smitten, selvom rigtig mange er blevet vaccineret, og der er fortsat et stort behov for, at borgerne kan blive testet – for eksempel inden de samles i juleferien. Det kan øboerne nu, uden at de først skal omkring fastlandet,« siger Anne Øster Hjortshøj, der er testansvarlig enhedschef i Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland.

Falck genåbner ligeledes for hurtigtest i flere byer:

  • Borup fredag den 17. december
  • Fensmark lørdag den 18. december
  • Rødby søndag den 19. december
  • Tølløse den 20. december
  • Vig den 21. december.

Det er en del af øgningen i antallet af test mod COVID-19, hvor Falck øger sin kapacitet med 50 procent op til 39.000 daglige test senest den 24. december.

Adresser og åbningstider kan ses på www.coronasmitte.dk. Her vil åbningsdatoerne for hurtigtest for øerne også blive synlige, så snart de er på plads.

Øverst: Hurtigtest. (Foto: Falck). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.