Agersø Idrætsforening får landdistriktsprisen

(Artiklen er udgivet for omkring 1 år siden). 

Artiklen er opdateret for 1 år siden.

Skaelskor.News – »Agersø Idrætsforening er god til at bygge bro over sundet og se sig selv som en del af en større sammenhæng,« lyder det fra dommerkomiteen.

Ildsjæle fra Agersø Idrætsforening har netop modtaget prisen Årets Landdistriktsindsats. Overrækkelsen fandt sted på Landdistriktskonferencen. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.

Relationer på tværs af fysiske og sociale afstande

Onsdag aften blev Agersø Idrætsforening hædret med prisen Årets Landdistriktsindsats – også kendt som landdistriktsprisen. Prisen får ildsjælene fra idrætsforeningen for deres store arbejde med at skabe gode oplevelser og mulighed for bevægelse for både beboere og besøgende på Agersø.

»Agersø Idrætsforening er god til at bygge bro over sundet og se sig selv som en del af en større sammenhæng. Det er et eksempel på, hvordan en forening kan åbne op og samarbejde på nye måder. Vi er imponeret over, hvordan foreningen skaber relationer på tværs af fysiske og sociale afstande. Alt sammen for at skabe liv på Agersø,« siger Poul Bek-Pedersen (RV), der er medlem af dommerkomiteen og næstformand i Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget.

Poul Bek-Pedersen overrakte prisen til Agersø Idrætsforening på Landdistriktskonferencen, der blev afholdt i Korsør Kulturhus onsdag aften. Prisen er 10.000 kroner, en indgraveret messingplade samt et træ, der kan plantes på Agersø.

Er med til at skabe liv og fællesskab på Agersø

Udover det faste program, som byder på blandt andet gymnastik, åben dans og bold og leg for alle, så er Agersø Idrætsforeningen også arrangør af en lang række arrangementer og events. Alene det seneste år har foreningen stået bag stjerneløb, påske-naturbanko, håndboldstævne, fællesskabsstafet, opvarmning til græskarfestival og meget mere.

»Det er med til at skabe liv og fællesskab på øen, og det giver besøgende børn og familier med interesse for øen mulighed for at få oplevelser på øen samtidig med, at det også er med til at udvikle relationerne og fællesskabet på tværs af sundet. Kort sagt medvirker foreningen til, at alle føler sig velkommen, når de besøger øen,« siger Anne Bjergvang (S), der er medlem af dommerkomiteen og medlem Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget.

Øverst: Pressefoto. (Foto: Slagelse Kommune). PM/pele.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.