Hjemmevaccination begynder fredag

Læsetid: 3 min.

Zand.News – Fredag begynder hjemmevaccinationen af mere end 800 sengeliggende, ældre borgere i Region Sjælland.

Mere end 800 borgere i Region Sjælland skal vaccineres i eget hjem – på fredag bliver de første 100 vaccineret. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Tilbuddet er udelukkende for borgere i gruppe 2

Vaccinerne mod COVID-19 kommer nu hjem til borgerne i Region Sjælland. I tæt samarbejde med kommunerne kører regionen fra på fredag ud til mere end 800 borgere, der er sengeliggende eller ikke kan forlade sin bopæl, for at vaccinere i eget hjem.

»I Region Sjælland vil vi gerne tilbyde vaccinationer så tæt på borgerne som muligt, og vi vil gerne gøre en ekstra indsats for, at denne gruppe borgere kan blive vaccineret. Det bliver ikke tættere på borgerne end i eget hjem, og samtidig hjælper vi dem, der har mest brug for det,« siger regionrådsformand Heino Knudsen (S).

Hjemmevaccination gælder udelukkende for borgere i gruppe 2, som er borgere over 65 år, der og modtager praktisk hjælp og personlig pleje, og som samtidig ikke kan forlade eget hjem for at blive vaccineret.

Det er kommunerne, der vurderer hvilke borgere, der skal modtage tilbud om hjemmevaccination.

Samarbejde med kommuner sikrer borgernære tilbud

Sammen med kommunerne planlægges turene rundt til de borgere, der skal modtage stikket fra vaccinen i eget hjem til de borgere, der har givet tilsagn om, at de gerne vil vaccineres. Rækkefølgen for indsatsen besluttes ud fra smittetrykket i kommunerne.

»Vi er glade for, at vi sammen med Region Sjælland kan tilbyde borgerne, at vi kommer hjem til dem og vaccinerer dem i egen dagligstue. Vi ønsker alle, at så mange som muligt bliver vaccineret, og derfor må vi også finde på løsninger for dem, som har svært ved at transportere sig til et vaccinationscenter,« siger Niels Hörup, der er formand for KKR Sjælland (de 17 kommuner i Region Sjælland, red.) og borgmester i Solrød Kommune.

Hjemmevaccination er det sidste skud på stammen fra kommunerne og regionen i arbejdet med at udbrede vaccinationsindsatsen så meget som muligt.

Tidligere på ugen besluttede Region Sjælland at tilbyde vaccination i et vaccinationscenter inden for egen kommunegrænse, og derudover er man også begyndt at kontakte cirka 6.800 borgere, som tilbydes en tid til at blive vaccineret, hvis de ønsker det.

Begge tilbud er til borgere i gruppe 2, som er borgere over 65 år med praktisk hjælp og personlig pleje, og gruppe 3, der er borgere over 85 år.

Tilbuddet om hjemmevaccination er en national beslutning til borgere i gruppe 2. Alle regioner begynder at vaccinere borgere i eget hjem fra på fredag.

Øverst: Pressefoto. (Foto: Region Sjælland). PM/rk.

Fortæl din mening til os andre:

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.