Narkobilist lukker gangbro over Vårby Å i en uge

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Korsor.News – En narkobilist forsøgte at køre ud på stilladsbroen over Vårby Å. Herefter stak den blodige og aggressive mand af, men blev fundet i en busk. Nu er gangbroen lukket indtil omkring onsdag.

Onsdag formiddag kom en bilist kørende ad Slagelse Landevej mod nord, hvor vejen er spærret på grund af vejarbejde, men bilisten valgte åbenbart at køre ud på den midlertidige gangbro.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Bilisten stak af, men vidnerne fulgte efter ham

Ved Vårby Å er vejen spærret på grund af vejarbejde, og der er anlagt en gangbro til fodgængere og cyklister, men bilisten forsøgte alligevel at komme videre.

Læs også: Korsørvej/Slagelse Landevej spærres ved Vårby Å.

Det medførte, at hans bil kilede sig fast på gangbroen, men føreren stak herefter af. Dog blev han fulgt af vidner, som kunne gelejde politiet i den rigtige retning.

Et godt stykke væk fra uheldsstedet fik politiet anholdt den pågældende.

Det var en 50-årig mand fra Korsør, og han blev sigtet for både spiritus- og narkokørsel. Den 50-årige blev kørt til behandling på sygehuset efter uheldet. Det oplyser politiet.

Den blodige og aggressive bilist truede med sin nøgle

Vidner oplyser til Sjællandske, at manden var blodig og aggressiv, og at han havde truet dem med en nøgle.

Manden havde derpå gemt sig i et buskads halvvejs oppe ad Vårby Bakke, hvor han efterfølgende blev anholdt.

Gangbroen over Vårby Å er nu spærret i en uges tid

Den midlertidige stilladsbro over Vårby Å, der muliggjorde færdsel for gående og cyklister, er nu spærret.

»Vi har […] været nødt til at spærre for al færdsel. Broen er lukket, indtil vi er sikre på, at det igen er forsvarligt at færdes på den for cyklister og gående,« skriver Slagelse Kommune på Facebook og fortsætter:

»Vi regner desværre med, at arbejdet med at sikre broen vil tage fire arbejdsdage, hvilket betyder, at den tidligst åbner igen på onsdag.«

Cyklister og gående er i mellemtiden nødsaget til at tage vejen om Hejninge-Næsby Strand-Forlev, så længe reparationen står på.

⚠️ Gangbroen over Vårby Å spærret i mindst 7 dage ⚠️ Den midlertidige stilladsbro over Vårby Å, der muliggjorde færdsel…

Slået op af Slagelse KommuneOnsdag den 22. juli 2020

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Hieronymus Ukkel / iStock). Note/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.