Fuld slagelseaner stoppet på Fyn og så i Køge

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Slagelse.News – En 48-årig nummerpladeløs bilist fra Slagelse blev sigtet for spritkørsel to gange på samme dag, og samtidig beslaglagde politiet både hash og et femcifret kontantbeløb.

Færdselsafdelingen i Midt- og Vestsjællands Politi fortsatte i går den målrettede hastighedskontrol i forbindelse med den nationale hastighedskontrol.

Læs også: Fælleseuropæisk hastighedskontrol fra i dag (Zand.News).

Politiet var rundt flere steder i Midt- og Vestsjællands Politikreds, og der blev også foretaget målinger på Køge Bugt Motorvejen.

Her stoppede de en 48-årig mand fra Slagelse, fordi han kørte usikkert og manglede en nummerplade. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Vagtcentralen efterlyste en Volvo uden nummerplade

Kl. 17.39, da betjentene stod på Køge Bugt Motorvejen og målte fra Egedesvej, efterlyste Vagtcentralen en Volvo. Den manglede den forreste nummerplade, og vidner havde fortalt, at bilen kørte usikkert.

Kort efter passerede den efterlyste Volvo betjentene og kørte ned på motorvejen. Betjentene reagerede prompte og satte straks efter bilen, som de fik standset kort efter.

Bilen blev kørt af en 48-årig mand fra Slagelse, og det viste sig, at manden var frakendt førerretten og samtidig var kraftigt påvirket af spiritus.

Det blev bekræftet af en udåndingsprøve. Derfor blev manden anholdt, sigtet for spirituskørsel og taget med til en blodprøveudtagelse.

Manden ville have noget, men så fandt politiet noget andet

I forbindelse med at den anholdte mand skulle have sine ting fra bilen, fandt betjente et femcifret kontantbeløb og 94 gram hash. Derfor blev han også sigtet for narkobesiddelse, ligesom hashen blev beslaglagt.

Den uheldige mand skyldte mange penge til Skat, og derfor blev de fundne kontanter beslaglagt til at afdrage denne gæld. Den 48-årige accepterede beslaglæggelsen.

Under sagsbehandlingen viste det sig, at manden var blevet standset og sigtet for både spiritus- og narkopåvirket kørsel på Fyn tidligere samme dag.

Han blev løsladt efter blodprøveudtagelsen og kan forvente af få sine sager afgjort samtidig, når resultatet af blodprøverne kommer.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Niclas Jessen / Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.