Valbyvej genåbner omkring den 1. april

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Slagelse.News – Efter et år bliver der snart åbnet for biler på Valbyvej i Nordbyen.

Valbyvej genåbner omkring den 1. april 2020 efter knapt et års vejarbejde på stedet. Det oplyser SK Forsyning i en nyhedsmeddelelse.

Spildevand og regnvand i forskellige dele af kloakken

»Vi har udskiftet fjernvarmerør og kloakrør. Kloakken er nu delt i to fraktioner, sådan at der ledes spildevand væk i den ene del og regnvand i den anden del af kloakken. Det er en god ting, for det betyder, at kloakken kan håndtere meget større mængder regnvand end hidtil, og dermed er den fremtidssikret, hvad det angår,« skriver forsyningsselskabet.

Der har været en række bump på vejen for SK Forsyning såsom sten, beton og voldsom regn.

»Det skyldes to ting. Den ene var, at vi fandt nogle meget store sten og stykker af beton, som skulle skæres til mindre stykker, før vi kunne fjerne dem. Den anden var, at det regnfulde vejr har gjort arbejdet mere langsommeligt, end vi havde håbet. De enorme mængder regn, vi har fået hen over vinteren, har virkelig været til gene,« forklarer forsyningsselskabet.

Nu mangler der kun omkring 50 meter, og de kan nå cirka fire meter pr. dag. Derfor forventes det, at arbejdet vare indtil omkring slutningen af marts. Herefter skal der asfalteres, før vejstykket er helt retableret.

Asfalten kommer på i flere omgang, hvilket er normal kutyme, og det skyldes, at jorden skal sætte sig først, så asfalteringen bliver god. Herefter vil Valbyvej igen blive åbnet for trafik.

»Vi takker beboere, butikker og øvrige borgere for tålmodigheden,« afslutter forsyningsselskabet.

Øverst: Valbyvej. (Foto: SK Forsyning). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.